Landsholdet får pris for at skærme Eriksen
Spillerne på herrelandsholdet modtager en fair play-pris inden VM-kvalifikationskampen mod Østrig.
Det er 122 dage siden, Christian Eriksen faldt om med et hjertestop, men landsholdets forbilledlige sammenhold gør stadig indtryk.
Tirsdag modtager landsholdsspillerne således ’Special World Fair Play Trophy’, fordi de skærmede Christian Eriksen, mens han modtog livreddende behandling og senere blev kørt ud af Parken.
Prisen uddeles af den internationale Fair Play Komité. Den går til individuelle sportsfolk eller hold, der udfører en særlig fair play-handling. Det skriver DBU.
- Vi er naturligvis glade for at vinde en pris, der gives for at vores hold står sammen og hjælper hinanden. Den dag viste vi, hvem vi er, og hvilke værdier holdet bygger på. Det er jeg som anfører stolt over, udtaler Simon Kjær til DBU’s hjemmeside.
Er allerede hædret af UEFA
Det er ikke første gang, Danmark modtager hæder for spillernes cirkel omkring Christian Eriksen.
I august modtog en række danskere en 'UEFA President's Award' under det fornemme navn 'Copenhagen Heroes'. 'Heltene i København' dækker over lægestaben på landsholdet, i Parken og slutteligt anfører Simon Kjær, der stormede hen til Eriksen for at hjælpe sin holdkammerat.
I september blev landsholdet også kårets som 'årets hold' i den tyske avis Bild. Det skete under overskriften 'Tak for sammenholdet'.