Fodbold

Særligt to spillere viste klassen

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft giver karakterer til de danske spillere og Hjulmand efter sejren over Østrig i VM-kvalifikationen.

En festaften, der blev indledt med ballon uden luft, men efterhånden kom der helium i. Østrig blev fejet af banen og Hjulmands landshold fejret.

1-0 lyder spinkelt, men nok til en flagallé. Det er en præstation at kvalificere sig til den største af fodboldens slutrunder. Med knaster undervejs. Mere medrivende på grund af betydningen - og bundlinjen.

Der skal hurra-råbes til alle på rulleteksterne. Også publikum. Det smager af en folkelig succes. Lad andre om malurten. Her sidder man tilbage med en fællesskabsfølelse.

Karakterbogen er for aftenens kamp, og ikke for VM-kvalifikationen som samlet pensum. Der har alle mere end bestået.

Herunder kan du se Flemming Tofts karakterer til de danske spillere og landstræner Kasper Hjulmand.

Jens Stryger Larsen, Christian Nørgaard og Mathias Jensen kom også på banen mod Østrig, men fik ikke nok spilletid til en bedømmelse.

Tofts karakterbog

Karakterskalaen
  1. 6Høj klasse
  2. 5Klasse
  3. 4Over middel
  4. 3Middel
  5. 2Under middel
  6. 1Ikke så godt
  7. 0Dumpet
  8. UBUden for bedømmelse
  • Kasper Schmeichel

    Målmand

    Fik lidt mere at lave end i de seneste kampe - selvom der ikke var brug for klasseredninger. Men udstråling og sikkerhed i det, der kom, er også en målmandskunst. Nomineringen blandt de ti bedste i Europa med handsker er fuldt fortjent.

    3
  • Daniel Wass

    Wingback

    En op- og ned-aften, der begyndte med et par frustrationsfrispark - den anden gav (for) tidlig advarsel. Men han spillede sig bestemt op og tog pynten af den debuterende venstre kant. Defensiven bedre end offensiven.

    4
  • Andreas Christensen

    Midterforsvarer

    Indledte på sin sædvanlige, lettere overlegne, elegante facon. Men der manglede præcision og fart i for mange pasninger. Placerede sig bedre hen ad vejen, og i det hele taget er der klasse over 'AC'. Tillykke, Chelsea, når nu I forlænger med ham.

    4
  • Simon Kjær

    Midterforsvarer

    Der er mange grunde til det fortløbende clean sheet - kaptajnen. Igen en mester i duelspillet, og han holdt den østrigske front i stram, kort snor. En stor kaptajn hele vejen.

    5
  • Jannik Vestergaard

    Midterforsvarer

    Valgt i tremandsforsvaret, men hang for ofte, og så synes det, som om at han var uden tempo og med store bevægelser. For mange gange placerede han sig forkert og for højt, hvilket gav ekstra arbejde for de to øvrige i trioen. En tung forestilling, men plusser i hovedspillet.

    3
  • Joakim Mæhle

    Wingback

    Spillede faktisk ikke nogen rigtig stor kamp, men (klap)hatten af - den mest scorende venstre back i dansk trøje nogensinde. Fem mål i de seneste ni kampe. Og scoringen her ganske godt tænkt. Afslutningen lå til det lange hjørne, men Mæhle valgte ved korteste stolpe. Flot. Og så et hurra-råb mere for hans vedvarende energi.

    4
  • Pierre-Emile Højbjerg

    Midtbanespiller

    Endnu en stor kamp, fyldt med selvtillid og en insisteren på at drive resten af holdet fremad selv i de (for) mange døde perioder. Hvor Delaney kører fra felt til felt, arbejder Højbjerg utrætteligt fra side til side på midtbanen.

    4
  • Thomas Delaney

    Midtbanespiller / Kampens spiller

    Blev sammen med Højbjerg sat på et stort stykke arbejde som de to eneste reelle på midtbanen. De skulle udfylde store rum, begge veje. Energi var nøgleordet. De to kunne bruges i fremtidens grønne omstilling. Delaney kronede en stor aften med et ryk, der overspillede to-tre østrigere og serverede bolden til Mæhles sejrsmål. Kampens spiller.

    5
  • Andreas Skov Olsen

    Kantspiller

    En pæn 1. halvleg med en indledende dribling af klasse, men det holdt desværre ikke hele vejen. Alaba var lidt for meget. Skov Olsen mangler klubmæssig spilletid (og fysik), men hvor er der meget talent i ham og hans fodbolddriblerier.

    3
  • Yussuf Poulsen

    Angriber

    Igen må jeg rose hans løberi, men igen kommer der for lidt kreativt fra ham. Også når det ser mest enkelt ud. Men Yussuf er brugbar, når der skal pres-spilles. Ud på kanten efter pausen, da Damsgaard var gået ud.

    3
  • Mikkel Damsgaard

    Kantspiller

    Pæn indledning med en afslutning, men så blev det lidt spinkelt, og han måtte udgå mod slutningen af 1. halvleg med en tilsyneladende baglårsskade. Også han skal spille mere i klubben, Sampdoria. Men vi venter gerne.

    3
  • Kasper Dolberg

    Angriber

    Ind kort før pausen i stedet for Damsgaard. Men Dolberg er heller ikke, hvor vi helst ser ham. Tabte for mange dueller og var ikke giftig nok i sine aktioner.

    3
  • Kasper Hjulmand

    Landstræner

    Havde valgt det tremandsforsvar, han har brugt så ofte med succes. Det virkede ikke fuldendt (læs: Vestergaard), men det var ikke Hjulmands skyld, at der blev spillet uden ret meget tempo og med for mange boldberøringer i 1. halvleg. Han fik sat skik på meget i pausesnakken. Til gengæld synes jeg, at udskiftningerne var lidt længe undervejs. Får i aften et sjældent 4-tal, men overordnet 5 plus - han har leveret et VM-hold, maksimumpoint, 27-0 i målscore. Og et hold, som folket holder af.

    4