Avis afslører nyt problem ved Qatar-VM: - Det er rovdrift, siger Toft
Ifølge den store franske avis L'Équipe vil landsholdsspillere først være tilgængelig for deres nation en uge før VM i Qatar i 2022.
Den franske avis L'Équipe er kommet i besiddelse af informationer, der vækker uro.
I en artikel skriver avisen, at Den Europæiske Fodboldunion, UEFA, har sendt et brev rundt til de 55 medlemslande med information omkring VM-slutrunden i Qatar.
Her fremgår det, at de deltagende VM-lande blot kommer til at få én uge sammen, inden slutrunden starter. Det sker, fordi slutrunden i Qatar skal afvikles fra 21. november til 18. december. Et tidspunkt, hvor fodboldsæsonen på klubplan er i fuld gang i flere ligaer. På grund af klimaet i ørkenstaten Qatar har man valgt at flytte VM til køligere måneder – for første gang nogensinde.
TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft jubler på ingen måde over udsigten til, at Kasper Hjulmand og landsholdsspillerne kun får sølle syv dage sammen inden VM.
- Det er meget atypisk. Det er den korteste optakt nogensinde. Det bliver en blanding af restitution og at spille sig sammen. De kommer fra masser af klubkampe og fra et stramt program. Det bliver meget dårlige forhold for kvaliteten af spillerne.
- Igen viser det, at de driver rovdrift på spillerne. De har spillet UEFA-turneringer og nationale ligaer på fuld hammer inden VM. De skal også vænne sig til klimaet. Så betingelserne bliver meget vanskelige for spillerne og for landsholdene, siger Flemming Toft.
Danmark sikrede sig en VM-billet tirsdag aften med 1-0-sejren over Østrig i Parken.
Slutrunden i ørkenstaten starter 21. november, og ifølge L'Équipe vil spillerne først være tilgængelige fra 14. november. Normalt er det kutyme, at et landshold har helt op imod tre uger sammen inden en slutrunde.
Det var også tilfældet i sommer i forbindelse med EM.