Danmark tager til VM for at vinde - og det er ikke urealistisk, mener ekspert
Thomas Delaney vil vinde VM og bliver bakket op af landstræner Kasper Hjulmand. Fodboldekspert Mads Junker peger på én svaghed ved landsholdet.
- Vi spiller for at vinde. Vi spiller hver kamp for at vinde, og vi tager til slutrunden for at vinde.
En frisk og udansk udtalelse fra landsholdsspiller Thomas Delaney på pressemødet tirsdag, efter Danmark sikrede sig billetten til VM i Qatar.
Men i stedet for at mane til besindighed greb Kasper Hjulmand kort efter bolden og bekræftede Delaney i, at Danmark tager til VM for at vinde.
Og selvom udtalelserne formentlig er givet i en stund af glæde, er det ikke utænkeligt, at de kan blive til virkelighed. Det fortæller TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker.
- Det er inden for det realistiske, for Danmark er et af de hold, man skal regne med. Det er i hvert fald ikke urealistisk, siger han til TV 2 SPORT og uddyber:
- Landsholdet er inde i en fase, hvor det vinder fodboldkampe, og det er jo heller ikke urealistisk i forhold til EM, hvor Danmark virkelig var tæt på en finale.
Mangler én ting for at komme helt til tops
Men hvis Danmark skal flytte sig det sidste stykke og blive en af de helt store favoritter, er der ifølge Mads Junker én ting, landsholdet skal udvikle.
- Mod de allerbedste nationer har holdet haft svært ved at bryde igennem rent offensivt. Mod de lidt mindre nationer er offensiven flyvende, men mod Belgien og andre hold har det været lidt sværere.
- Det er helt sikkert også en af de ting, Hjulmand vil kigge på, siger Junker.
I Danmarks VM-kvalifikationsgruppe er der nu spillet otte kampe, og her har Danmark scoret imponerende 27 mål.
Men ingen af modstanderne i kvalifikationsgruppen er i top-10 på FIFA's verdensrangliste.
Kigger man på landsholdets seneste otte kampe mod lande i top-10, ser det lidt anderledes ud. Her har Danmark til sammenligning scoret syv mål.
Udvikling har gjort udtalelser okay
Flemming Toft, der har fulgt landsholdet tæt i årtier, fortæller, at Delaneys udtalelser onsdag kommer på baggrund af en større kulturændring.
- Janteloven har jo virkelig kendetegnet Danmark, men man har som land accepteret, at der godt må være større målsætninger end tidligere. Det skyldes også, at det her hold virkelig har et vinderinstinkt, siger han til TV 2 SPORT.
Flemming Toft fortæller, at man skal se udtalelserne i et større perspektiv, hvor ikke kun landsholdet har udviklet sig. Flere andre ting i kulturen har løftet den danske selvforståelse, hvorfor det bliver mere accepteret at bryde med janteloven.
Og så roser Flemming Toft også den danske landstræner for at tilføre landsholdet selvtillid.
- Det er virkelig også noget, Hjulmand har fået banket ind i truppen. Altså at vi kan mere, end vi går og tror. Det er også det, der gør Delaneys udtalelse legal.
- Men derfor skal der nok være nogle rundt omkring i Danmark, der stadigvæk ikke bryder sig om den slags udtalelser, slutter Flemming Toft.
Inden VM venter de to danske resterende VM-kvalifikationskampe. Det er mod Færøerne og Skotland, og de spilles 12. og 15. november.