Hjulmand er stolt over hyldest til Sepp Piontek
Landstræner Kasper Hjulmand kunne nærmest ikke stoppe sin talestrøm, da han satte ord på Sepp Piontek og hyldesten af ham i Parken.
En 81-årig trænerlegende stod kort før Danmarks landskamp tirsdag aften mod Østrig foran en flok ellevilde danske fans på ’Den røde mur’ i Parken.
Her blev han tiljublet og hyldet for en lang karriere som fodboldspiller og senere højt respekteret træner for blandt andre Danmarks landshold.
Navnet er naturligvis Sepp Piontek, der fra 1979 og 11 år frem var dansk landstræner, og som i september tog afsked med trænergerningen, da han stoppede som træner for oldboyslandsholdet, som han har været tilknyttet siden 2001.
Det markerede de i Parken inden landskampen. Til stor glæde for den nuværende danske landstræner, Kasper Hjulmand:
- Sepp startede noget, som vi alle sammen hviler på, og det skal vi hylde. Og jeg er simpelthen så glad og stolt over, at vi husker at gøre det. Sepp har en kæmpe betydning for dansk fodbold og landsholdsfodbold, siger Hjulmand på pressemødet efter 1-0-sejren over Østrig.
Stor betydning for fodbold i Danmark
Han mener, at man nogle gange ”glemmer det, der startede det.” Og med ”det” mener han professionel fodbold i Danmark.
- Sepp har en kæmpe betydning for landsholdsfodbold og fodbolden i det hele taget i Danmark. Han gjorde os fra amatører til professionelle og fik samlet drengene rundt omkring i Europa, fik dem hjem og fik os for første gang til et EM i 1984.
- Han lagde kimen til det, som vi opfatter dansk fodbold som. Det er en kulturhistorie, som blev skrevet i 1980'erne. Vi fik troen på, at vi kan være med og spille op med de bedste. Men ikke nok det; vi fik også troen på, at vi kan spille fantastisk fodbold, siger Hjulmand.
To år efter Danmarks første EM-deltagelse formåede Piontek at få danskerne med til VM i Mexico.
Tyske Sepp Piontek stoppede sin trænerkarriere i 1997 på grund af en blodprop.