Fodbold

Hjulmand med hård kritik af banen i Parken

Midt i sejrens sødme lufter landstræneren voldsom kritik af forholdene i Parken.

Sejren over Østrig gav landstræner Kasper Hjulmand mulighed for at juble over en sikret plads ved VM.

Men sejren åbnede også muligheden for at ytre en skarp kritik af forholdene i Parken.

Tirsdag aften efter 1-0-sejren var målmand Kasper Schmeichel ude med kritik af græstæppet i nationalarenaen, og den kritik gentog landstræneren onsdag i skarpe vendinger.

- Jeg bruger aldrig ordet ’katastrofe’ om fodbold, for det er noget, der foregår andre steder i verden. Men det er simpelthen bare for dårligt, siger Hjulmand på et pressemøde.

- Vi spiller i Moldova (lørdag, red.), hvor banen er ti gange bedre end vores. Det er bare for dårligt.

Hjulmand fortæller, at han ikke havde luftet sin kritik, hvis Danmark havde tabt.

- Det påvirker vores spil, så jeg synes, at det er for dårligt, at vi bliver præsenteret for sådan et græstæppe, siger han.

- Jeg gik også inden kampen og håbede, at vi vinder, så vi får lov til at udtrykke det. Kasper sagde det også efter kampen. Ellers bliver det bare brugt som en dårlig undskyldning.

- Jeg synes, at det er for dårligt, og det er ærgerligt for alle. Spillet bliver derefter. Det er vigtigt, at man har en god bane, hvor bolden kan gå.

Parken lægger ikke kun græs til fodboldkampe for FC København og landsholdet. Der afviklet også store arrangementer som koncerter, og kritikken af græstæppet er tilbagevendende.

Hjulmands kritik er heller ikke ny.

- Vi må bare håbe på, at fremtiden byder, at vi tager græstæppet alvorligt. Jeg har sagt det i så lang tid, siger Hjulmand.

- Vi skal have specialister på græs. Jeg elsker at omgås greenkeepere, der ved, hvad de vil, og hvad de kan. Og hvor der bliver investeret i det fra klubbernes side. Det er utroligt vigtigt.

- Det er vigtigere end lounges i min verden.

Danmark har vundet samtlige otte kampe i VM-kvalifikationen. Inden Danmark havde kun Qatar (vært) og Tyskland kvalificeret sig.