Fodbold

- Jeg er bekymret for spillernes ve og vel, siger Hjulmand

Kasper Hjulmand er bekymret for spillernes ve og vel, fordi optakten til VM-slutrunden i Qatar bliver ekstra kort.

Den franske avis L’Équipe kunne tirsdag fortælle, at FIFA blot planlægger en enkelt uges forberedelse for holdene inden VM 2022 i Qatar.

Slutrunden starter den 21. november, og jævnfør planerne kan landsholdene først mødes og forberede sig fra den 14. november.

Lige meget hvor meget jeg råber og skriger, får jeg nok ikke en uge mere

Kasper Hjulmand, fodboldlandstræner

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft kaldte det tidligere onsdag for ’rovdrift på spillerne’, og samme holdning sidder landstræneren Kasper Hjulmand tilbage med.

- Hvad er efterhånden acceptabelt i den her pressede kalender? Det er ikke acceptabelt, hvis vi skal sætte et hold sammen, der skal forberede sig ordentligt, siger Hjulmand og uddyber:

- Jeg er bekymret for spillernes ve og vel. Vi har haft nogle slutrunder tilbage i tiden, som er lagt på tidspunkter, hvor spillerne ikke har været i en god nok forfatning, og hvor der er drevet rovdrift på dem i længere tid, og hvor de bliver skadet under slutrunden. Jeg er bekymret på spillernes vegne, når jeg kigger frem og ser, hvor lidt der bliver taget hånd om deres bedste.

Normalt er kutymen, at slutrunder bliver afviklet henover sommerpausen.

Men på grund af de varme luftlag i ørkenstaten Qatar er slutrunden rykket til november og december, hvor flere af de nationale og internationale klubturneringer under vanlige omstændigheder er i gang.

- Det er ikke maskiner

Qatar er dog blevet tildelt VM i 2022, og vilkårene er, som de er. Hjulmand ved godt, han ikke har stemmen til at ændre på det.

- Når jeg får nogle betingelser, kan jeg ikke lave dem om. Jeg er nødt til at rette mig ind efter de betingelser og så fokusere på, hvordan jeg får det bedst mulige ud af det, der er givet til mig. Lige meget hvor meget jeg råber og skriger, får jeg nok ikke en uge mere.

- Når vi har været samlet, gør jeg meget ud af at fortælle, hvordan vi arbejder sammen med klubberne. Jeg har også truffet beslutninger, hvor vi prøver at passe på spillerne. De kan ikke bare blive ved. Det er ikke maskiner. Det er mennesker.

Er I taget med på råd?

- Vi har bare fået besked på, at det er sådan, det er.

'Korteste optakt nogensinde'

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft, der har fulgt Danmark i forbindelse med mange slutrunden, jubler på ingen måde over udsigten til, at Kasper Hjulmand og landsholdsspillerne kun får sølle syv dage sammen inden VM.

- Det er meget atypisk. Det er den korteste optakt nogensinde. Det bliver en blanding af restitution og at spille sig sammen. De kommer fra masser af klubkampe og fra et stramt program. Det bliver meget dårlige forhold for kvaliteten af spillerne.

- Igen viser det, at de driver rovdrift på spillerne. De har spillet UEFA-turneringer og nationale ligaer på fuld hammer inden VM. De skal også vænne sig til klimaet. Så betingelserne bliver meget vanskelige for spillerne og for landsholdene, lyder det fra Flemming Toft.

Danmark sikrede sig en VM-billet tirsdag aften med 1-0-sejren over Østrig i Parken.