Fodbold

Real Madrid-dansker trækker overskrifter i Spanien

Caroline Møller storspillede, da Real Madrid onsdag slog Breidablik i kvindernes Champions League.

Fra Hjørring via Milano til Madrid. Det er gået rigtig, rigtig stærkt for den unge dansker.

Onsdag aften kulminerede sommerens skifte fra Inter til Real Madrid for 22-årige Caroline Møller, da hun med et hattrick i første halvleg og en assist i anden halvleg var kampens store oplevelse, da madrilenerne slog islandske Breidablik.

- Champions League-aftener er noget særligt, skriver Møller beskedent på Instagram, mens hun ifølge uefa.com sagde følgende efter kampen:

- Et hattrick er altid specielt, uanset om det er i Champions League eller en almindelig ligakamp, men selvfølgelig er disse Champions League-aftener helt specielle. Det er bare en fantastisk følelse, og jeg tror ikke, jeg kan falde i søvn lige med det samme.

Hun viser sig allerede frem som en topscorer for Madrid-holdet

AS

Knap så beskedne er ordene i spansk presse efter Real Madrids 5-0-sejr på hjemmebane.

Under overskriften "Møller viser sine evner" fremhæver den store sportsavis Marca danskerens præstation.

- Real Madrid tilføjede endnu en sejr i Europa i en kamp, hvor Caroline Møller med tre scoringer strålede, skriver Marca.

Møllers navn finder også vej til overskriften hos AS, som beskriver Møller som madrilenernes stjernespiller onsdag aften.

- Danskeren er inde i en god stime få dage efter, hun scorede sit første mål for klubben. Hun viser sig allerede frem som en topscorer for Madrid-holdet, skriver AS og kalder indsatsen "enestående".

'Møller var hovedpersonen'

Møller førte Real Madrid til sejr, skriver Mundo Deportivo i sin overskrift og understreger, at man hurtigt så, det var "Møllers aften".

Endelig fremhæver mediet SPORT danskeren som en inspiration, da Real Madrid kørte Breidablik over.

- Et hattrick af danske Caroline Møller grundlagde Real Madrids komfortable sejr over islandske Breidablik.

Caroline Møller skiftede i sommeren 2020 fra Fortuna Hjørring til italienske Inter. Et år senere blev den ene store adresse skiftet til den anden, nemlig i kongeklubben Real Madrid.

Kampen var Real Madrids første på hjemmebane i Champions League-gruppespillet, og klubben selv er ikke sen til at hylde den unge dansker.

- En uforglemmelig indsats af Real Madrid. Vores hold slog Breidablik på en aften, hvor Møller var hovedpersonen, skriver klubben på sin hjemmeside.

Caroline Møller scorede i weekenden sit første mål for Real Madrid i en 2-1-sejr over Eibar i ligaen.

Siden sommerens skifte er hun primært startet på bænken og har fået korte indhop, men i de seneste to kampe er hun startet på banen.

Real Madrid er på sjettepladsen i ligaen med 11 point i 6 kampe, mens klubben er á point med Paris Saint-Germain i Champions Leagues gruppe B.