Skade holder Damsgaard ude
Landsholdskometen Mikkel Damsgaard kommer ikke i kamp for Sampdoria i weekenden.
Se Serie A og LaLiga på TV 2 PLAY
Mikkel Damsgaards rolle i tirsdagens landskamp mod Østrig var kortvarig, og kampen kommer nu til at koste ham en pause fra fodboldbanen.
Når Sampdoria søndag møder Cagliari på udebane, bliver det uden den danske landsholdsspiller.
Damsgaard måtte lade sig udskifte i 1. halvleg af kampen mod Østrig, hvor Danmark med en 1-0-sejr sikrede en plads ved VM i 2022.
- Undersøgelser af Mikkel Damsgaard har bekræftet et muskelproblem i venstre lyske, som forhindrer ham i at være med mod Cagliari, skriver Sampdoria på sin hjemmeside.
Mens Damsgaard med fire scoringer og seks assists har spillet en kæmpemæssig rolle for det danske landshold, har successen været en anelse sværere at få øje på i Italien.
Godt nok er han startet inde i de fleste kampe i denne sæson for Sampdoria, men det er hverken blevet til scoringer eller assists.
Samtidig har Sampdoria fået en sløj start på sæsonen, hvor det kun er blevet til én sejr i syv Serie A-kampe.