Fodbold

Verdensstjerner misser kampe – trænere er rasende

Spillere fra Argentina, Peru, Chile, Venezuela, Brasilien og Uruguay spillede natten til fredag dansk tid. Mange af dem misser weekendens kampe.

Messi, Neymar, Allison, Ederson, Di Maria.

Det er bare nogle af de verdensklassespillere, vi ikke får i aktion for deres respektive klubhold i denne weekend.

Der blev nemlig spillet tre kampe i den sydamerikanske VM-kvalifikation natten til fredag. De spillere, der deltog der, kan ikke nå at deltage for klubholdene på grund af lange rejsetider og fortsatte karantæneregler.

Det frustrerer blandt andre Liverpools cheftræner, Jürgen Klopp, der må undvære brasilianerne Allison og Fabinho i kampen mod Watford lørdag.

- Nogen besluttede at give Brasilien muligheden for at spille i nat, og så besluttede nogen for os, at vi skulle spille om lørdagen klokken 13.30. Det er ikke i vores hænder, siger Klopp på et pressemøde inden kampen.

- Atlético spiller ikke i weekenden, og de er vores næste modstandere i Champions League. Vi har vidst det i et stykke tid, så vi har besluttet, at de (Fabinho og Allison, red.) tager direkte til Madrid. Og så er der alle karantænereglerne, hvor de skulle være væk fra deres familier. Men det er det samme igen, og vi har brug for løsninger. Men de er der ikke endnu.

LaLiga har udsat Atlético og Real Madrids kampe i weekenden, fordi at kvalifikationskampene lå, som de gjorde.

Alisson har spillet samtlige minutter for Premier League i denne sæson, imens Fabinho har startet fem af de seneste syv Liverpool-kampe.

Disse kampe blev spillet natten til fredag

  • Argentina – Peru
  • Chile – Venezuela
  • Brasilien - Uruguay

PSG-træner Mauricio Pochettino står i samme svære situation, men han må undvære endnu flere spillere.

Neymar, Lionel Messi, Angel Di Maria, Leandro Paredes og Keylor Navas var alle i aktion og misser PSG’s kamp mod Angers fredag aften.

- Det er ikke altid let, og det er frustrerende ikke at have alle klar til kampen, men det er sådan, det er. Vi har en stor trup, og alle får nu mulighed for at komme i aktion, siger Pochettino til Ligue1.