Fodbold

Brøndby forværrer Vejles krise med sejr i sent comeback

Brøndby var bagud kort før tid, men vandt alligevel med 3-2 over Vejle, der ikke har vundet i Superligaen.

Brøndby var bagud med små ti minutter tilbage af kampen, men fik vendt det hele til en 3-2-sejr over Vejle, der stadig ikke har vundet en superligakamp i denne sæson.

Brøndby var klart mest på bolden og forsøgte at spille ned bag gæsternes defensiv. Det gav længe ikke pote, men i kampens afslutning fik holdet hul på bylden og sikrede en hårdt tilkæmpet sejr.

Med sejren er Brøndby nummer 6 med 15 point, mens Vejle er sidst med 2 point efter 12 runder.

Vejle bragte sig foran efter 25 minutters spil, da Allan Sousa fremtvang et straffespark, som Vejle-kanten selv udnyttede med et frækt chip midt i målet.

Brøndby svarede igen 5 minutter senere, da wingbacken Andreas Bruus blev spillet dybt i højre side af feltet og bragede bolden over i det lange hjørne til 1-1.

Scoringerne åbnede kampen, og hjemmeholdet fik flere gode muligheder inden pausen, hvor særligt midtbanespilleren Anis Slimane burde have sikret en pauseføring.

I det 56. minut sendte Vejle-midtbanespilleren Mouhamadou Drammeh en forkølet flugter tæt forbi mål, men gæsterne kunne alligevel juble minuttet efter.

Her steg venstrebacken Lukas Engel til vejrs og headede helt umarkeret et indlæg i nettet til 2-1.

Syv minutter før tid fik Brøndby udlignet igen, da venstrebacken Blas Riveros fejrede sit comeback efter en langvarig knæskade ved at lægge op til Mikael Uhre, der sendte kuglen i det tomme net.

Hjemmeholdet snuppede også sejren, da midtbanespilleren Christian Cappis i det 86. minut opfangede en løs bold på kanten af feltet og flugtede den i nettet via stolpen til slutresultatet 3-2.

I tillægstiden modtog Vejles midterforsvarer Jerome Opoku sit andet gule kort for et slag i ansigtet på Mikael Uhre.