Fodbold

Tribune kollapsede under fejring i hollandsk danskerbrag

Fire danskere var i startopstillingen, da Nijmegen og Vitesse bragede sammen i Æresdivisionen, men kampen vil blive husket for en kollapset tribune.

Jublen var på sit højdepunkt.

Både spillere og fans hoppede efter kampens slutfløjt i takt i en glædesrus. Det skete, efter danske Nikolai 'Futte' Frederiksen havde sikret Vitesse en 1-0-sejr over rivalerne fra Nijmegen.

Men som alt var i skønneste orden, indtraf en potentiel katastrofe.

En del af den tribune, de medrejsende Vitesse-fans sang og hoppede på, kollapsede pludselig og skabte panik blandt både spillere og fans.

Heldigvis 'landede' tribunen på en form for container, hvilket afværgede den mulige katastrofe.

Ingen tilskadekomne

Der er ingen meldinger om tilskadekomne, og det er ifølge Nijmegens direktør, Wilco van Schaik, et mirakel.

- Jeg er målløs. Containeren, der var nedenunder, har forhindret en større ondskab, siger direktøren ifølge Sporza.

- Jeg så det ikke live, men jeg fik billederne. Så der går meget gennem dit hoved, men ifølge vores første oplysninger er ingen kommet til skade.

Ifølge Telegraaf har en af Vitesse-fansene, der var på stadion, fortalt, at alle er okay efter uheldet.

- Alle er nu tilbage i bussen og heldigvis uden skader, men det var virkelig et chok. Stemningen er ikke blevet dårligere grundet hændelsen. Alle er trygge og på vej hjem nu. Vi vandt, og det er det vigtigste, udtaler den tilstedeværende tilskuer ifølge avisen.

Ifølge direktør Wilco van Schaik er Nijmegens stadion bygget i 1939, men gennemgik i 00'erne en større renovation. Stadionet har i år bestået et årligt sikkerhedstjek ifølge direktøren.

Borgmester er målløs

Hubert Bruls, der siden 2012 har været borgmester i Nijmegen, er efter hændelsen gået ind i sagen og ønsker klarhed over, hvordan det kunne ske.

- Jeg er meget chokeret over det, der er sket. Heldigvis er ingen kommet til skade, men jeg vil have en undersøgelse af, hvad der skete hurtigst muligt, siger Hubert Bruls ifølge Ad.

Udover Nikolai Frederiksen startede Jacob Rasmussen inde for Vitesse, mens Mikkel Duelund og Lasse Schöne var i startopstillingen for Nijmegen.