Fodbold

Hjulmand og kolleger inviteret til møde om VM-planer

Tirsdag og torsdag kan landstrænere verden over fortælle, hvad de mener om FIFAs drøm om VM hvert andet år.

Fodboldlandstrænere verden over får i denne uge mulighed for at ytre, hvad de mener om Det Internationale Fodboldforbunds (FIFA) omstridte planer om at afholde VM hvert andet år.

Tirsdag og torsdag i denne uge er Kasper Hjulmand og hans kolleger verden over inviteret til digitale møder med Arsène Wenger, der er udviklingsdirektør i FIFA og tidligere toptræner.

På mødet kan landstrænerne være med til at diskutere en potentiel ny fodboldkalender fra 2024. På dagsordenen er spillernes sundhed, internationale transfervinduer og frekvensen af VM-slutrunder, lyder det på FIFAs hjemmeside.

- Som herrelandstrænere er deres input essentielle.

- Vi har kun få muligheder for at afholde møder sammen, og vi må omfavne muligheden for at få en dialog, som kan hjælpe os med at beskytte fodbolden og den unikke position, som fodbold har i verden, siger Arsène Wenger.

VM-slutrunder på herresiden er en guldkalv for FIFA, men tanken om flere VM-slutrunder møder modstand hos de kontinentale fodboldforbund i Europa (Uefa) og Sydamerika (Conmebol). Flere VM-slutrunder kan gå ud over prestigefyldte kontinentale mesterskaber som EM og Copa America.

Tidligere i oktober fortalte Kasper Hjulmand, at han ikke brød sig om idéen om flere VM-slutrunder, da den nuværende frekvens med henholdsvis et VM og et EM hvert fjerde år er passende - også af hensyn til spillerne og risikoen for overbelastningsskader.

Samtidig beklagede flere af de danske landsholdsspillere sig over, hvorfor spillerne - eksempelvis via Den Internationale Spillerforening (Fifpro) - ikke er blevet taget med på råd.