Fodbold

Barca-spiller hårdt påvirket af pibekoncert fra egne fans

Barcelona-stopperen Samuel Umtiti fortæller, at det virkelig sårer ham, at klubbens egne fans har pebet efter ham og buhet ad ham.

Den igangværende sæson har langt fra været en dans på røde og blå roser i Barcelona.

Den spanske topklub fik en hård start på sæsonen, hvor de dårlige resultater fik hårde konsekvenser for nogle af spillerne.

I en optaktskamp blev både Antoine Griezmann, der kort efter skiftede til Atletico Madrid, og Samuel Umtiti udsat for buhråb og pibekoncerter af egne fans. I et større interview med den lokale sportsavis Mundo Deportivo sætter den fransk midtstopper tirsdag ord på, hvor hård en oplevelse det var for ham.

- Det sårer mig meget for at være ærlig. Jeg havde aldrig troet på, at det ville ske for mig i den her klub, fordi jeg elsker klubben så meget. Jeg gør alt, alt, hvad jeg kan for at være okay.

- Jeg har haft svære tider på grund af skader, men i sidste ende gør jeg mit job, og det er det vigtigste for mig. Folk ved godt, jeg træner hårdt hver dag, siger den tidligere franske landsholdsspiller til den spanske avis.

"Det er ubrugeligt"

Her bliver Umtiti også spurgt, om han har noget, han vil sige til de folk, der buhede ad ham.

- Jeg vil sige, at jeg er okay. Og at det vigtigste er den her klub, og at vi hjælper hinanden. En pibekoncert er ubrugelig. Jeg vil give alt for den her klub, som jeg har forsøgt siden dag et, siger Umtiti.

Forsvarsspilleren, der er blandt Barcelonas bedst betalte spillere, har været gennem en svær tid i den spanske storklub, hvor skader de seneste par år har skabt store problemer.

Klubben har derfor – ifølge den spanske presse – brugt meget af sommeren i jagten på at få afsat Umtiti til en anden klub. Det gik ikke efter planen, og Barca-fansene var tydeligvis ikke tilfredse med, at Umtiti ikke havde fundet sig en ny klub.

Umtiti har ikke fået et eneste minut på banen i denne sæson, hvor han har været at finde på bænken det meste af tiden i LaLiga og Champions League.