Fodbold

Rødt kort og VAR-drama i Liverpool-sejr

Antoine Griezmann scorede to gange og blev smidt ud, da Atlético Madrid tabte 2-3 til Liverpool.

Se resultater fra alle aftenens Champions League-kampe og gruppestillinger her.

Atlético Madrid gjorde livet svært for sig selv, da holdet tirsdag tabte 2-3 til Liverpool på hjemmebane i Champions League.

Holdet indkasserede to tidlige mål og svarede stærkt tilbage, men smed opgøret efter et rødt kort til den dobbelte målscorer Antoine Griezmann og siden et klodset begået straffespark.

Liverpool topper med sejren gruppe B med ni af ni mulige point. Atlético og FC Porto har begge fire point, efter at Porto tirsdag slog endnu pointløse AC Milan med 1-0 på hjemmebane.

Første halvleg var en meget underholdende og omskifteligt omgang.

Atlético mødte således slet ikke op til det første kvarter, men viste senere store kvaliteter frem ad banen.

Mohamed Salah skabte med en flot soloaktion Liverpools 1-0-mål efter otte minutter. Egypteren skar ind i banen fra højre, satte tre modstandere og trykkede af.

Foran mål dirigerede veteranen James Milner bolden i nettet, men Salah er af Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, blevet noteret for scoringen.

Blot fem minutter efter blev det 2-0. Atlético fik ikke clearet et indlæg ordentligt, og så kunne midtbanespilleren Naby Keita hamre kuglen ind bag Jan Oblak fra kanten af feltet.

To gange Griezmann

Hjemmeholdet virkede rystet, men efter 20 minutter blev den spanske ild gentændt. Midtbanespilleren Koke afsluttede efter et indlæg, og den franske angriber Antoine Griezmann styrede bolden over stregen.

Griezmann brændte efterfølgende en stor chance, men tog revanche og udlignede til 2-2 efter 34 minutters spil efter stærkt forarbejde af den unge portugiser João Félix.

Atlético var i gang og skabte flere muligheder, men Liverpool-keeper Alisson Becker var en god mand for englænderne, og efter 52 minutter røg fordelen tilbage til Liverpool.

Rødt kort til Griezmann

I en ellers ufarlig situation løftede Griezmann sit ene ben alt for højt og ramte Liverpool-spidsen Roberto Firmino i hovedet, hvilket udløste et direkte rødt kort.

De resterende ti Atlético-spillere fightede i første omgang flot og truede også Alisson, når chancen bød sig.

Men efter 76 minutter begik venstrebacken Mario Hermoso et klodset straffespark, og det omsatte Salah stensikkert til 3-2.

Atletico-straffespark trukket tilbage efter VAR

Fem minutter senere blev Atlético tildelt et straffespark for skub i ryggen i forbindelse med et frisparksindlæg. Men kampens dommer valgte efter et længere VAR-gennemkig at omstøde sin kendelse.

Annulleringen tog den sidste brod af Atlético, og det sluttede derfor 2-3.

I Porto vandt hjemmeholdet en jævn kamp mod AC Milan, da kantspilleren Luiz Diaz efter 65 minutter sparkede en 1-0-sejr hjem fra kanten af feltet. Simon Kjær spillede hele kampen for Milan.