Fodbold

VM hvert andet år sender FIFA og UEFA på kollisionskurs

Ifølge fodboldlandstræner Kasper Hjulmand virker FIFA til at være rigtig langt fremme med planerne om VM-slutrunder hvert andet år.

Det Internationale Fodboldforbund, FIFA, ønsker brændende at afholde VM hvert andet år, men planerne møder stor modstand – ikke mindst i Europa.

En lang række af de 55 medlemslande i Det Europæiske Fodboldforbund, UEFA, er mere end skeptiske over for idéen om en toårig VM-cyklus.

Fronterne er trukket så hårdt op, at det uundgåeligt vil ende med ballade mellem fodboldmastodonterne.

Der foregår et magtspil mellem FIFA og UEFA, og nu vil FIFA have en større del af den økonomiske kage

Carsten Werge, fodboldredaktør TV 2 SPORT

Det forudser TV 2 SPORTs fodboldredaktør, Carsten Werge.

- FIFA og UEFA er virkelig på kollisionskurs. Det er meget svært at forestille sig, at det ikke kommer til en stor konfrontation, siger han.

For enhver pris

Danmarks fodboldlandstræner, Kasper Hjulmand, deltog tirsdag sammen med sine kollegaer i et onlinemøde med FIFA, hvor udformningen af en ny fodboldkalender gældende fra 2024 blev diskuteret – herunder VM hvert andet år.

Efter mødet, som blev ledet af den tidligere toptræner og FIFAs nuværende udviklingsdirektør Arsène Wenger lød det fra Hjulmand, at FIFA virker til at være rigtig langt fremme med planerne. Det sagde landstræneren til Ritzau.

Samtidig nyder forslaget ifølge Hjulmand stor opbakning fra mindre fodboldnationer.

Det Internationale Fodboldforbund virker stålsat for at få gennemført flere VM-slutrunder, mener Carsten Werge.

- Det virker virkelig som om, at FIFA med Arsène Wenger i spidsen vil have gennemført sit projekt næsten for enhver pris, lyder analysen.

Del af et politisk spil

Kasper Hjulmand kaldte efterfølgende mødet for en "skinhøring". Samtidig er han betænkelig ved, at FIFA nu kan gå ud at sige, at verdens landstrænere er blevet hørt i processen.

TV 2 SPORTs fodboldredaktør kalder det bekymrende, hvis Kasper Hjulmand føler, at han er en del af et politisk spil.

FIFA's hovedargument for at gennemføre flere VM-slutrunder er, at flere nationer vil blive tilgodeset, og at de mindre nationer dermed kan få en "bid af kagen".

For til syvende og sidst handler FIFA's VM-planer om økonomi.

Det bliver et vanvittigt program, som spillerne skal ud i

Peter Møller, fodbolddirektør DBU

UEFA har haft stor succes med at afholde Champions League og EM-slutrunder, mens FIFA derimod har haft det sværere, hvor det kun er VM, der for alvor batter.

- Der foregår et magtspil mellem FIFA og UEFA, og nu vil FIFA have en større del af den økonomiske kage. Nærmest koste, hvad det vil, siger Carsten Werge.

Kvinderne bliver overset

Fodbolddirektør i Dansk Boldspil-Union (DBU), Peter Møller, mener ligesom landstræneren, at en VM-slutrunde hvert andet år ikke er at foretrække.

- Det er en meget dårlig idé. Det bliver et vanvittigt program, som spillerne skal ud i, siger han til TV 2.

Peter Møller forudser blandt andet udfordringer for de danske Superliga-klubber, da der i givet fald vil komme lange perioder, hvor der ikke kan spilles klubfodbold.

Hvis en ny fodboldkalender fra FIFA fra 2024 bliver en realitet, vil alle landskampe blive samlet i én blok i oktober med syv kvalifikationskampe på 28 dage. Derudover er det ikke meningen, at der skal foregå landsholdsaktivitet.

Samtidig mener både fodbolddirektøren og landstræner Kasper Hjulmand, at kvindefodbolden vil lide under hyppigere VM-slutrunder for herrer.

- Det er et problem for kvinderne. De vil blive gemt væk, da de ikke er tænkt ind i planerne, siger Peter Møller.

Han håber, at UEFA formår at lægge tryk på FIFA og evner at sige fra i forhold til VM-slutrunder hvert andet år.

Men Peter Møller påpeger, at denne fodboldpolitiske opgave i DBU ligger hos formand Jesper Møller og administrerende direktør Jakob Jenssen.

Der er ikke grund til at opfinde mere fodbold

Carsten Werge, fodboldredaktør TV 2 SPORT

Redaktør: Der er nok fodbold

De allerbedste fodboldspillere - og landsholdets fans - kan hurtigt blive de store tabere, hvis FIFA får held med deres planer, mener Carsten Werge.

Fodboldredaktøren er enig i, at VM-slutrunder hvert andet år vil betyde rovdrift på spillerne.

For det vil ifølge Carsten Werge samtidig betyde, at UEFA må reagere og afholde EM-slutrunder i en toårig cyklus.

Selv fodboldredaktøren mener, at der med det nuværende udbud er fodbold nok.

- Der er ikke grund til at opfinde mere fodbold. Der er jo ikke plads til mere i kalenderen, heller ikke af hensyn til spillernes helbred, siger Carsten Werge.