Fodbold

Af respekt har Gerrard ikke kontaktet Agger inden Brøndby-brag

Steven Gerrard håber, at torsdagens kamp mod Brøndby kan være med til at kickstarte Rangers' Europa League-kampagne.

Når man har brug for et godt råd, er det ofte en god idé at ringe til en god ven.

Men der er også situationer, hvor det måske bare er bedst at lade være. Det har Rangers FC-manageren, Steven Gerrard, måttet sande inden Europa League-braget mod Brøndby IF.

Jeg vil ikke sætte ham i en svær situation

Steven Gerrard

For briten kunne nemt have ringet til sin tidligere holdkammerat Daniel Agger, der grundet sin fortid på den københavnske vestegn har et indgående kendskab til torsdagens modstander.

Han har dog valgt at lade være.

- Jeg har et fantastisk forhold til Daniel Agger. Vi har spillet sammen i mange år for Liverpool. Han var en fantastisk spiller, men endnu mere speciel som menneske. Jeg er ofte i kontakt med Daniel, men vi har ikke snakket sammen om denne kamp, for jeg ved, han har følelser for Brøndby. Jeg vil ikke sætte ham i en svær situation, siger Steven Gerrard til TV 2 SPORT.

Steven Gerrard og Daniel Agger spillede i perioden 2006-2014 sammen i Premier League-klubben Liverpool, og siden har de tilsyneladende holdt fast i det gode venskab.

Brøndby-kamp skal kickstarte Rangers

Men når snakken kommer til torsdagens kamp på Ibrox i den skotske storby Glasgow, deler de tidligere Liverpool-stjerner altså ikke samme opfattelse. For mens Daniel Agger håber på, at Brøndby tager point med hjem, vil det være Gerrards opgave, at det ikke kommer til at ske.

- Vi vil vinde kampen. Vi har ikke startet gruppespillet på bedst mulig måde, og vi har ikke præsteret godt nok til at vinde. Vi håber, det bliver tilfældet i morgen.

- Vi ved, det bliver en svær udfordring, for Brøndby er et stærkt hold med gode spillere, og de har en interessant spillestil. Vi er nødt til at være på vores bedste for at få alle tre point, og at vi kan kickstarte vores kampagne i morgen, siger Rangers-manageren.

Rangers FC, der er i sidste sæson vandt det skotske mesterskab i suveræn stil, har fået en frygtelig start på Europa League, hvor det er blevet til nederlag mod Lyon og Sparta Prag i de to første kampe. Det efterlader dem på gruppens sidsteplads.

Brøndby er med et enkelt point nummer tre i Gruppe A, der toppes af Lyon.

- Der er pres på begge hold. Lyon var på forhånd udråbt som favoritter, og det har de levet op til. Vi tabte sidst til Prag, så der er selvfølgelig pres på os selv, men det er der også på Brøndby. Det er vigtigt for begge hold at vinde de her indbyrdes opgør, siger Steven Gerrard.

I den skotske liga er Rangers FC i skrivende stund på førstepladsen, mens Brøndby er nummer seks i den danske Superliga.