Fodbold

Bo Henriksen jubler over sin nye guldfugl: - Jeg elsker ham

FC Midtjyllands cheftræner, Bo Henriksen, fortæller, at Victor Lind vil få en rolle i torsdagens Europa League-kamp mod Røde Stjerne.

Det er ikke til at se, han kun er 18 år, når han weekend efter weekend trækker FC Midtjylland-trøjen over hovedet.

Victor Lind er i denne sæson blevet en fast del førsteholdet på det midtjyske mandskab, og han har ikke skullet bruge lang tid på at bevise sit værd. 14 gange er han sendt i aktion, og det har kastet 5 mål af sig.

Han har nogle voldsomme færdigheder og spidskompetencer

Bo Henriksen

Han er med andre ord en ægte guldfugl, som FC Midtjyllands cheftræner, Bo Henriksen, i dén grad har lært at holde af.

- Jeg elsker ham jo. Jeg elsker hans optimisme og hans tro på tingene. Og så afslutter han med begge ben på en måde, jeg ikke har set rigtig længe. Hans afslutningsfod er noget af det ypperste i Superliga-regi.

- Han skal bare have én chance. Han sparker den jo ind alle steder fra. Det er jo ikke kun inde i feltet, det er også udefra.

Victor Lind debuterede for FC Midtjylland mod skotske Celtic i Champions League-kvalifikationen. Siden da han været fast inventar blandt Bo Henriksens udvalgte - primært som indskifter.

"Havde ikke troet, det skulle gå så stærkt"

At Victor Lind allerede nu kan kalde sig førsteholdsspiller på et af Danmarks bedste fodboldhold, er ikke noget, som han havde set komme for bare få måneder siden.

- Det er selvfølgelig dejligt, at hele trænerteamet tror på mig. Det handler bare om at gribe chancen, når man får den.

- Først og fremmest havde jeg ikke troet, det skulle gå så stærkt. Jeg havde regnet med, jeg skulle spille U19 i år, siger det unge stjernefrø.

I søndags blev Victor Lind sendt på banen efter 58 minutter af Superliga-kampen mod FC Nordsjælland. Midtjyderne var bagud med et enkelt mål, men fire minutter senere havde den 18-årige angriber scoret til kampens resultat, 2-2.

Og det er bare én af mange præstation, der har imponeret Bo Henriksen.

- Han har nogle voldsomme færdigheder og spidskompetencer. Han er fremragende i sit første pres, og han er en spiller, som alle gutterne stoler på. Han er bare en glad fyr, og man kan virkelig mærke hans energi.

- Når jeg snakker med ham, kan jeg se, hvad det er for et menneske, der bare vil frem og vise, hvor god han er, og det er fedt at arbejde med, siger FCM-træneren.

Victor Linds optrædener for FC Midtjylland fordeler sig på tre kampe i Champions League-kvalifikationen, to kampe i Europa League-gruppespillet, otte kampe i Superligaen og en enkelt pokalkamp, hvor det blev til fuld tid og to mål.

Klar til at erstatte skadet profil

Torsdag aften kan Victor Lind få endnu en europæisk kamp på CV'et, når FC Midtjylland på hjemmebane møder serbiske Røde Stjerne.

Og her kan Linds rolle blive større end hidtil, efter midtjydernes brasilianske profil Junior Brumado i weekenden udgik med en skade mod FC Nordsjælland. En rolle, som Lind er klar til at overtage.

- Det er selvfølgelig ærgerligt med Brumado, og jeg håber, han kommer hurtigt tilbage. Men jeg vil gøre mit bedste for at spille mig på holdet, og så må vi se, om Bo giver tilliden, siger Victor Lind.

Bo Henriksen siger til TV 2 SPORT, at Victor Lind vil få en rolle i torsdagens kamp, men det er endnu uklart, om det bliver fra start. Men det er med al sandsynlighed kun et spørgsmål om tid, før det bliver tilfældet.

- Der er stadig nogle ting, han skal blive bedre til, og sådan skal det jo være. Han er kun 18 år. Alligevel kommer han bare ind og er upåvirket og umiddelbar. Han har en kæmpe fremtid, hvis han bliver ved med at træne og holder sin ydmyghed, siger Bo Henriksen.