Fodbold

Historisk ydmygelse er endt som symbolet på ændret magtbalance

Lørdag markerer et tiårsjubilæum for en kamp, de fleste Manchester United-fans formentlig har brugt meget tid på at fortrænge.

- Det er det værste resultat i min tid som træner.

Ordene kommer ikke fra hvem som helst, men fra den måske mest anerkendte fodboldtræner nogensinde, Sir Alex Ferguson.

Citatet er fra den 23. oktober 2011, efter Manchester United hjemme på Old Trafford var blevet ydmyget med 1-6 af rivalerne fra Manchester City.

Udover at nederlaget var Manchester Uniteds største på hjemmebane siden 1955, har kampen siden fået en større symbolsk betydning.

Mange betegner nemlig kampen som punktet, hvor den blå del af Manchester overhalede den røde.

Manchester United - Manchester City: 1-6 (23. oktober 2011)

  • 0-1 Mario Balotelli (22')
  • Rødt kort Johny Evans (47')
  • 0-2 Mario Balotelli (60')
  • 0-3 Sergio Aguero (69')
  • 1-3 Daren Fletcher (81')
  • 1-4 Edin Dzeko (90')
  • 1-5 David Silva (90')
  • 1-6 Edin Dzeko (90+2')

Nederlag blev sæsonafgørende

Udover ydmygelsen i sig selv fik 1-6-kampen også betydning for resten af 2011/2012-sæsonen.

For en del måneder senere, da ligaen skulle afgøres, var det helt tæt i toppen mellem de to Manchester-klubber.

Faktisk havde begge hold 86 point forud for sidste spillerunde, men Manchester City havde overhånden med en bedre målscore.

Begge hold spillede deres kampe klokken 16.00, og mens United relativt sikkert vandt 1-0 over Sunderland, var situationen helt anderledes på Etihad Stadium, hvor Manchester City har hjemmebane.

Her var City bagud 1-2 til Queens Park Rangers, da uret rundede 90 minutter, hvorfor alt tydede på et nyt mesterskab til United.

Men på mirakuløs vis udlignede først Edin Dzeko, inden Sergio Aguero dybt i dommerens tillægstid scorede sejrsmålet, der lettede taget på Etihad og sendte mesterskabet til den blå den af Manchester.

Dermed vandt Manchester City mesterskabet for første gang siden sæsonen 1967/1968.

Ejerskifte startede udviklingen

Årsagen til Citys mesterskab og opblomstring skyldes formentlig primært, at klubben i september 2008 fik ny ejer.

Her købte sheikhen Mansour bin Zayed Al Nahyan den engelske klub og tilførte den et astronomisk transferbudget.

Klubbens nye økonomi gjorde det muligt for Manchester City at konkurrere med de største klubber i ligaen, og sådan havde det ikke været få år forinden.

I hvert fald rykkede Manchester City ud af Premier League i 2000/2001-sæsonen og måtte en tur ned i landets næstbedste række.

Til sammenligning vandt Manchester United i samme sæson Premier League med et forspring på ti point ned til nummer to.

Men med Sheikh Mansour, som den nye ejer også bliver kaldt, i spidsen skete der hurtigt ting og sager.

Spillere som Carloz Tevez, Yaya Touré, Robinho og David Silva blev relativt hurtigt hentet ind til klubben, og købelysten er ikke faldet siden.

For hvis man kigger på, hvor store transfersummer de to Manchester-klubber har brugt, er det tydeligt at se, hvornår Mansour kom til klubben.

Totalen af penge brugt på transfers illustrerer, at der er sket et skifte mellem klubberne i forhold til købekraften.

Transfer-differencer Manchester United og Manchester City

Tallene er differencen mellem spillerkøb og spillersalg for perioderne. 

2000 - 2008

Manchester United: - 231.02 millioner euro 

Manchester City: - 127.28 millioner euro 

2008 - 2021 

Manchester United: - 1,038.36 milliarder euro 

Manchester City: - 1,489.55 milliarder euro 

(Kilde: Transfermarkt) 

Mens Manchester United i årene op til ejerskiftet i Manchester City havde en væsentlig større negativ balance i forholdet mellem spillerkøb- og salg, er rollerne nu byttet om.

Siden Mansour i 2008 tog over i Manchester City, er det nu den blå del af Manchester, der er mest villig til at bruge store transfersummer.

Titlerne taler sit tydelige sprog

Og siden Mansours overtagelse og Manchester Citys mesterskab i 2011/2012-sæsonen er det kun gået én vej for den blå del af Manchester.

Mens transfersummerne stødt er vokset, er flere mesterskaber også blevet tilført klubben, der kun er steget i status.

Sideløbende har Manchester United haft store udfordringer og har ikke opnået samme meritter som tidligere.

I 2013 stoppede Sir Alex Ferguson i klubben, efter han med stor succes havde været træner siden 1986.

Efterfølgende har United haft svært ved at opnå samme succes som tidligere, og siden 6-1 nederlaget i 2011, har United blot vundet et enkelt engelsk mesterskab.

Premier League-titler 1999/2000 - 2010/2011

  • Manchester United: 7
  • Manchester City: 0

Premier League-titler 2011/2012- 2020/2021

  • Manchester United: 1
  • Manchester City: 5

I indeværende sæson har Manchester City 17 point efter de første otte kampe i Premier League, mens United har 14.