Fodbold

Rødt kort giver Thorup ”en masse overvejelser”

FCK-målmand Kamil Grabara fik rødt kort i det niende minut af torsdagens Conference League-kamp.

Torsdag aften lå løsningen lige for, da Kamil Grabara blev udvist mod PAOK.

Ind med FCK-reserven Kalle Johnsson.

Men derefter bliver det straks vanskeligere for træner Jess Thorup. Hvem skal stå på mål i de kommende Superligakampe, hvor Grabara ikke har karantæne. Skal Grabara ’holdes varm’, eller skal Johnsson spille som optakt til Conference League-kampene uden det sædvanlige førstevalg?

- Det er et godt spørgsmål. Jeg skal ærligt indrømme, at det har jeg ikke tænkt helt igennem endnu. Der er en masse overvejelser, for der er en længere periode. Skal jeg holde ham varm, eller skal jeg lade Grabara stå på søndag – det skal jeg hjem og tænke over, siger Jess Thorup til TV 2 SPORT.

Søndag skal FCK møde lokalrivalerne fra Brøndby på udebane, og derefter venter en hjemmekamp mod Vejle, inden den næste Conference League-kamp mod PAOK er på programmet 4. november.

I kølvandet kommer endnu to Superligakampe, inden FCK møder Lincoln 25. november, hvor Grabara også kan være karantæneramt.

FCK-målmanden fik rødt kort, fordi han ramte bolden med sin ene arm langt uden for feltet. Senere i første halvleg kom FCK bagud både 1-0 og 2-0, inden Pep Biel reducerede til resultatet 2-1 i anden halvleg.

- Jeg var ikke ked af det på mine egne vegne, men på holdets. De skulle spille 80 minutter mod et godt hold med en mand i undertal, og det er ikke det, man har lyst til, når atmosfæren er, som den er.

- Jeg har ondt af dem. Det er sådan, det er. Jeg vil aldrig have ondt af mig selv. Det var min fejl, og jeg er stolt af drengene derude, for jeg synes, de var tæt på, siger Grabara til TV 2 SPORT.

Europa Conference League Grp. F

Europa Conference League Grp. F
PositionHoldnavnKVUTFI+/-P
15401135+812
2522185+38
3522164+28
45005215-130