Fodbold

Tidligere United-stjerne: - Jeg blev seksuelt misbrugt

Patrice Evra var udsat for seksuelle overgreb, da han var 13 år. Det siger han i et interview med The Times.

Den forhenværende fodboldspiller Patrice Evra skriver i sin kommende bog, at han blev seksuelt misbrugt som 13-årig.

I et interview med avisen The Times fortæller den tidligere franske landsholdsspiller, at overgrebene blev begået af en mandlig lærer, som han i en periode boede hos et par dage om ugen.

Læreren havde tilbudt ham at overnatte på et ledigt værelse, fordi han havde langt til og fra skole.

Den i dag 40-årige Evra har aldrig fortalt nogen om episoderne - heller ikke, da han som voksen blev kontaktet af politiet, fordi nogle børn havde klaget over den samme lærer.

- Jeg løj og sagde nej. De spurgte mig, om jeg var sikker, og jeg forsikrede dem om, at det var jeg. Jeg har levet med den løgn i mange år. Jeg kan ikke udtrykke, hvor meget jeg fortryder det, skriver Evra.

Under udarbejdelsen af bogen har han måttet fortælle sin mor om overgrebene. En opgave, han fandt langt sværere end at skrive om dem i sin selvbiografi.

- Selvfølgelig var hun ødelagt. Det var svært for mig. Jeg mangler stadig at fortælle det til nogle brødre og søstre og nære venner, siger han.

Patrice Evra forklarer, at hans mission med at fortælle historien er, at han håber at hjælpe andre, der oplever noget lignende.

- Jeg skammede mig over at indrømme, at jeg blev seksuelt misbrugt, men jeg vil ikke have, at andre børn skal have det på samme måde, siger han.

Som aktiv fodboldspiller tilbragte Patrice Evra otte sæsoner i Manchester United og var også på kontrakt i blandt andet Monaco, Marseille og Juventus.

Han spillede 81 landskampe for Frankrig og indstillede karrieren i 2018.

Patrice Evra danner til daglig par med den danske model Margaux Alexandra. De to fik tidligere på året et barn sammen.