Fodbold

Vagt undrede sig, da Brøndby-fans ankom 20 minutter før slutfløjt

Torsdag endte med at blive en dag fyldt med udfordringer for Brøndby IF-fan Martin Flindt.

- Det har været den mest specielle udebanetur, jeg nogensinde har været på.

Den trofaste Brøndby IF-fan Martin Flindt havde sammen med sin ven Jacob Beck planlagt en udebanetur til Europa League-kampen mod Rangers FC på Ibrox i Glasgow torsdag.

De endte dog med kun at se 20 minutter på det ikoniske stadion.

Vi stod og kiggede på hinanden: "Hvad fanden gør vi så?"

Martin Flindt, Brøndby IF-fan

Turen fra Kastrup over Amsterdam til Glasgow skulle nemlig vise sig at være fyldt med logistiske udfordringer, forsinkelser og frustrationer, og derfor endte de ved en skillevej, hvor de overvejede at droppe det hele og vende om.

Turen begyndte med forsinkelser i Kastrup, hvor de skulle med et fly til Amsterdam, hvorfra de skulle flyve videre til Glasgow. Forsinkelsen i København betød, at de ikke nåede deres fly i Amsterdam.

Kort tur føltes som tre timer

Da de måtte sande, at de ikke nåede deres afgang i Holland, og at det ville blive gevaldigt svært at nå til Ibrox til kampstart klokken 21 dansk tid, fik de midt i frustrationen over situationen dog lidt at glæde sig over.

- Der var egentlig god stemning på det tidspunkt, for vi kunne se, at FCK havde fået rødt kort og var bagud 2-0, siger Martin Flindt til TV 2 SPORT og griner.

Midt i glæden over rivalens problemer stod de fortsat med det store spørgsmål: Hvad skulle de gøre? Vennerne blev enige om ikke at give op og bestilte et fly til London, hvorfra de kunne flyve videre til Glasgow.

Turen fra Amsterdam til London blev gennemført uden problemer. Det samme gjorde turen derfra til Glasgow. En tur, der dog føltes som ren tortur.

- Det var nok her, at turen føltes allerlængst. Det tager kun en time, men vi vidste, at vi var i luften, mens kampen blev spillet, og vi vidste ikke, hvad der skete i kampen. Den time føltes som tre timer.

Da de landede i Glasgow, spænede de mod udgangen sammen med to ligesindede Brøndby-fans, der var i samme situation.

I lufthavnen, mens kampen er i gang

De havde dog lige et hængeparti i form af kufferter, som de skulle af med, og – selvfølgelig, fristes man til at sige – var det i aftenens anledning ikke muligt af opmagasinere dem i lufthavnen.

- Vi stod og kiggede på hinanden: "Hvad fanden gør vi så?". På stadioner er de ikke så glade for, at man tager ting med ind, men vi blev enige om at tage derud, og så måtte vi se, hvor tæt vi kunne komme på, siger Martin Flindt.

De fire fans splittede en taxa, og heldigvis var deres chauffør klar over, hvilken situation hans kunder var i. Han forsøgte derfor at finde ud af, hvor det var bedst at sætte Brøndby-fansene af, så de hurtigst mulig kunne komme ind på udebaneafsnittet.

Den overordnede vagt sagde: "I ved godt, at I er bagud 2-0, der er 20 minutter tilbage, og alligevel kommer I?"

Martin Flindt, Brøndby IF-fan

Da de blev sat af, var kampen 66 minutter gammel, og Brøndby var bagud med to scoringer. Nu blev næste store test, om de kunne få lov til at få deres kufferter med ind på stadion. Den tilladelse skal de have fra en vagt med stjerner på skulderen.

- Den overordnede vagt sagde: "I ved godt, at I er bagud 2-0, der er 20 minutter tilbage, og alligevel kommer I?" Vi svarede: "Ja... Vi har jo købt billet", siger Martin Flindt og griner.

- Hvad fanden laver I?

De fik lov af den venlige og løsningsorienterede vagt til at stille deres bagage i opgangen og satte i løb mod udebaneafsnittet, hvor stemningen stadig var god til trods for stillingen.

- Der var nogle Brøndby-fans, der kiggede mærkeligt på os og sagde: "Hvad fanden laver I?”

Endelig var de nået frem. Der kunne de se et Brøndby-hold i store problemer på banen. Men det spillede ingen rolle. Fansene sugede alt til sig og følte, at de havde vundet.

- Vi var bare lykkelige, fordi vi fik lov til at opleve stemningen i 20 minutter og opleve stadionet, som er dejlig kompakt. Man står ekstremt tæt på hjemmeholdets fans, der synger provokerende ting til os, og det, synes jeg, er rigtig fedt.

Som man kan høre på Martin Flindt, ville han ikke have været oplevelsen foruden. Han er glad for deres valg, da de stod ved skillevejen i Amsterdam.

- Det er alligevel en ret god historie. Det er ikke sjovt, når man er i situationen, men jeg tænker, at når Jacob og jeg skal genfortælle den fremover, så kan vi nok grine ret meget af det. Jeg vil langt hellere være kommet frem til planlagt tid og have været med til fanmarch og alt det her. Men nu, hvor det skete, er det sgu egentlig meget sjovt.

Blevet nogle erfaringer rigere

Ud over oplevelsen og historien, der for altid vil kunne blive fortalt, er Martin Flindt også blevet klogere.

- Vi er blevet nogle erfaringer rigere. Vi flyver ikke med KLM de næste år, siger han og griner.

- Det, vi har lært, er, at vi tager afsted dagen før. Så har vi da i det mindste en buffer på 24 timer. Vi fik en lektion i noget med at være afhængig af at nå et fly, og at man ikke er garanteret at nå det, selvom man har to og en halv time.

Martin Flindt og hans ven er ikke de eneste, der havde svært ved at komme til Glasgow. På Twitter har Mads Emil Abrahamson delt billeder fra en lignende historie. Modsat Martin Flindt og Jacob Beck blev det ikke til fodbold i Skotland for ham. Han kom ikke længere end mellemlandingen i Frankfurt og endte i stedet med at se Eintracht Frankfurts Europa League-kamp mod Olympiakos.