Fodbold

Liverpool tilfører United historisk lussing

Manchester Uniteds forsvarspil var katastrofalt, da Liverpool rullede sig ud og vandt 5-0 på Old Trafford.

Manchester United er i knæ, og norske Ole Gunnar Solskjær er en efterhånden meget presset manager.

Det er den åbenlyse konklusion, efter at holdet søndag kollapsede og tabte 0-5 til ærkerivalerne Liverpool på Old Trafford. Det er en tangering af Uniteds største nederlag i Premier League.

Brandvarme Mohamed Salah strålede med et hattrick og en assist. Uniteds indskifter Paul Pogba fik rødt kort efter blot et kvarter på banen.

Liverpool har efter sejren 21 point efter 9 kampe på andenpladsen. Manchester United er nummer 6 med 14 point og nu uden sejr i fire ligakampe i træk.

Ren United-mareridt

Liverpool var klinisk og overlegen i en knivskarp første halvleg, hvor hjemmeholdet omvendt viste store mangler defensivt og alt for få idéer offensivt.

Efter fem minutter fik Mohamed Salah bolden på kanten af offside, vendte og fandt midtbanespilleren Naby Keita. Han lagde i medløb køligt bolden forbi David de Gea.

Otte minutter senere blev det 0-2, da forsvarspillerne Harry Maguire og Luke Shaw stødte sammen og tillod højreback Trent Alexander-Arnold at lægge en flad pasning på tværs af feltet. Her dukkede offensivspilleren Diogo Jota op og sendte bolden over stregen.

United viste igen alt andet inden prangende forsvarspil efter 38 minutter, hvor der blev reageret alt for sent på en løs og tilfældig bold. Og så kunne Keita servere bolden for fødderne af Salah, der nemt scorede sit andet mål.

Brasilianske Roberto Firmino stod for en del af forarbejdet, og Jota leverede assisten til Salahs 4-0-træffer i første halvlegs overtid, der cementerede Uniteds mareridt.

Ifølge statistikproducenten Opta var det første gang i Premier Leagues historie, at Manchester United var bagud med fire mål i pausen.

Hattrick forstærkede ydmygelsen

Ydmygelsen fortsatte fem minutter inde i anden halvleg, da midtbanemotor Jordan Henderson med en sublim ydersidepasning fandt Salah i dybden. Iskoldt fuldendte egypteren sit hattrick.

En til tider meget frustreret Cristiano Ronaldo reducerede kort efter. Men scoringen blev annulleret for offside, efter at dommeren havde konsulteret VAR.

Solskjær havde i pausen smidt Paul Pogba i aktion, men franskmanden fik blot et kvarter på banen. Han blev således præsenteret for et direkte rødt kort for en tackling på benet af Keita, der måtte bæres fra banen.

Intensiteten og tempoet forsvandt herefter fra opgøret. Liverpool fik lov at trille bolden rundt og skabe spredte chancer.

Uniteds arbejdsomme indskifter Edinson Cavani fik også skovlet et forsøg op på overliggeren, men det blev ved 0-5 foran et mod slutningen temmelig affolket Old Trafford.