Fodbold

Sådan gik det på årets vildeste derby-dag

Der var målfester, røde kort og suveræn underholdning, da flere af verdens bedste spillere tørnede sammen i en perlerække af rivalopgør.

Mange fodboldfans har formentlig brugt søndagen foran fjernsynet. Måske endda hele søndagen.

Den ene storkamp har nemlig taget den anden på tværs af Europa, og det er - som man kunne forvente - ikke gået stille for sig.

Herunder samler vi op på årets vel nok vildeste derby-dag med store rivalopgør fra Italien, Spanien, Holland, England, Frankrig og Danmark.

Derby d'Italia

Inter 1-1 Juventus

Inter satte en føring over styr til sidst og måtte nøjes med 1-1 hjemme mod Juventus. Video: Caroline Tarrasson

I en intens kamp var Inter få minutter fra en vigtig sejr over Juventus, men få minutter før tid gik det galt hjemme i Milano.

Edin Dzekos føringsmål fra første halvleg blev udlignet i det 89. minut på et straffespark af Paulo Dybala, der med sin scoring holdt Juventus inde i top-6 i Serie A.

Inter er på tredjepladsen med 18 point. Læs mere her.

El Clásico

FC Barcelona 1-2 Real Madrid

Real Madrid besejrer FC Barcelona med 2-1. Video: Caroline Tarrasson

Sæsonens første El Clásico var 32 minutter gammel, da David Alaba bragede Real Madrid foran på Camp Nou.

Det var den eneste scoring i et yderst underholdende rivalopgør, inden tillægstiden kastede yderligere to scoringer af sig - først 2-0 ved Lucas Vazquez og siden 2-1 ved Sergio Agüero.

Med sejren er Real Madrid nu fem point foran Barcelona i LaLiga, og det var kongeklubbens fjerde El Clásico-sejr i træk. Læs mere her.

I toppen af ligaen fik Atletico Madrid ved 0-2 til 2-2 hjemme mod Real Sociedad takket være Luis Suarez. Med det ene point topper Real Sociedad LaLiga med 21 point.

De forsvarende LaLiga-mestre, Atletico Madrid, spillede uafgjort mod topholdet Real Sociedad. Video: Caroline Tarrasson

De Topper

Ajax Amsterdam 5-0 PSV

I det traditionsrige hollandske rivalopgør - der i dagens anledning var mellem ligaens nummer et og to - blev PSV sendt hjem fra hovedstaden med en ordenlig lussing.

Efter 1-0 ved pausen stak Ajax af, og i overtiden lukkede og slukkede Dusan Tadic målfesten med sin scoring til 5-0. Nu er der fire point mellem topholdene efter ti kampe.

North West Derby

Manchester United 0-5 Liverpool

Efter en helt forrygende første halvleg gik Liverpool til pause med en 4-0-føring på Old Trafford. Kort inde i anden halvleg fuldendte Mohamed Salah sit hattrick til 5-0.

Mareridtet på Drømmenes Teater blev fuldendt med et rødt kort til Paul Pogba. Efter ni kampe er Manchester United nummer syv, mens Liverpool blot har et enkelt point op til Chelsea på førstepladsen. Læs mere her.

Søndagen i Premier League bød også på et London-derby, hvor West Ham slog Tottenham med 1-0 og således kravlede ind i top-4.

Le Classique

Marseille 0-0 Paris Saint-Germain

Rivalopgøret i den franske Ligue 1 sluttede uden scoringer, men bød på en del dramatik undervejs.

I første halvleg fik begge hold en scoring underkendt efter VAR, og i anden halvleg blev PSGs Achraf Hakimi udvist. Dramatikken toppede dog i det 73. minut, hvor en tilskuer løb på banen og afbrød Lionel Messis angreb.

Tilskueren blev bugseret ud, og kampen blev genoptaget. Læs mere her.

New Firm

Brøndby IF 2-1 FC København

I Superligaen fik hårdtprøvede Brøndby oprejsning hjemme mod FC København.

En flot scoring af Morten Frendrup og en scoring på straffespark af anfører Andreas Maxsø var nok til en sejr og en plads i top-6, selvom Jonas Wind fik reduceret undervejs. Læs mere her.

I Superliga-regi kan det selvfølgelig også nævnes, at Randers FC slog AGF med 1-0 i rivalopgøret om den lokale håneret.