Fodbold

Trist Michael Laudrup har ingen forventninger til El Clásico

Michael Laudup kan kun blive positiv overrasket, når han sætter sig ned og ser El Clásico søndag klokken 16.15.

Barcelona mod Real Madrid. El Clásico. Klodens største klubfodboldkamp.

Søndag klokken 16.15 brager de to giganter sammen i LaLiga, når Camp Nou lægger græs til det historiske opgør. Aktørerne hedder ikke længere Cristiano Ronaldo og Lionel Messi, og det kan tydeligt ses på banen.

Niveauet er ikke, som det måske har været de senere år. Det har den danske fodboldlegende Michael Laudrup selv bemærket. Det fortæller han i et stort interview med-Jyllands Posten.

- Jeg sad faktisk i morges og tænkte over, at jeg egentlig ikke har de store forventninger til El Clásico. Det plejer jeg ellers altid at have, så det gør mig lidt trist. Men det tekniske niveau på holdene er ikke til det. Kampen skal nok blive intens og dramatisk, men når det kommer til det spillemæssige niveau, kan jeg kun blive positivt overrasket, siger han til avisen.

Sådan lyder analysen fra Michael Laudrup, der nok er den dansker, der kender den drabelige duel bedst.

Laudrup, der for nyligt blev kåret til danmarkshistoriens største sportsnavn, repræsenterede i sin aktive fodboldkarriere både Barcelona og Real Madrid.

Stor, ny rivalisering kan opstå

Selvom Barcelona og Real Madrid i øjeblikket ikke besidder samme topniveau som de senere år, er der stadig meget at glæde sig til.

Flere af verdens bedste fodboldspillere trækker stadig de spanske topklubbers trøjer over hovedet, og når stjerner forsvinder, kommer der altid nye til.

Det fortæller TV 2 SPORTs fodboldekspert Andreas Laudrup, der glæder sig til at se den direkte duel mellem stortalenterne Ansu Fati og Vinicius Jr.

- Lige nu kan man sige, det er de to største talenter, rivaliseringen ligger imellem. Det er to spillere, der kan nå hele vejen. siger TV 2 SPORTs fodboldekspert Andreas Laudrup.

- Hvis de fortsætter med at udvikle sig, får vi jo netop den rivalisering på spillersiden, vi har været vant til at se på banen mellem de to største stjerner, og så er det jo dem, alt kommer til at handle om i de næste mange El Clasicos.

Se El Clásico på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY med optakt fra klokken 15.15