- Den Martin Braithwaite, der blev skadet, er død
Martin Braithwaite er taknemmelig for sin skadespause, som han bruger på at revitalisere sig selv.
Martin Braithwaite befinder sig midt i en længere skadesperiode, efter han i starten af sæsonen kom galt afsted med knæet.
Selv fortæller han, at han stadig har et par måneder foran sig, før han er klar til at spille igen, men det er ikke et problem. Tværtimod.
- Det er den længste skade, jeg har haft i min karriere, men jeg er meget positiv, og jeg er faktisk taknemmelig for, at det er sket, siger Braithwaite til TV 2 SPORT.
- Jeg lærer en masse ting om mig selv – både som menneske og spiller – i den her periode, og det gør også, at den Martin Braithwaite, der blev skadet, er død, når jeg kommer tilbage. Det er en ny spiller, der kommer tilbage. Jeg glæder mig rigtig meget, og jeg går og smiler hver dag over det.
Braithwaite: - Det kan lyde underligt
Martin Braithwaite fik en flyvende start på sæsonen med to mål og et oplæg i tre kampe, men det var netop i den tredje kamp – 29. august mod Getafe – det gik galt med knæet, der siden blev opereret.
Danskeren understreger sin taknemmelighed over at måtte bruge omtrent fire måneder på sidelinjen.
- Jeg glæder mig bare sindssygt meget til at komme tilbage, og jeg er sindssygt taknemlig for den her skade, selvom det lyder underligt. Sådan er mit mindset, og jeg er ikke i tvivl om, at om nogle få år, når jeg kigger tilbage, så kigger jeg på det her og vil være sindssygt taknemlig for den her periode, siger han.
Da TV 2 SPORT møder Braithwaite på Camp Nou i forbindelse med søndagens El Clásico, var det med det venstre ben pakket godt ind i en støtte.
Han var naturligvis kommet for at støtte sit hold, men også for at suge til sig og forberede sig på sin genkomst.
- Når man ser tingene udefra, ser man kampene på en anderledes måde, end når man er inde på banen. Så det er helt sikkert, at jeg har kigget på, hvor jeg kan komme til flere chancer, hvordan kan jeg score flere mål, og hvordan jeg kan udvikle mig i de forskellige situationer. Der er en masse ting at tage fat i, og der er en masse ting, jeg allerede har set tydeligt, som jeg kan gøre bedre.
Fokus på målet – ikke på vejen
Martin Braithwaites situation havde formentlig føltes tung for de fleste andre fodboldspillere.
Men vestjydens tilgang bunder i virkeligheden bare i evnen til finde det rigtige fokus og til ikke at give op.
- Det handler om, at man kan se enden af tunnelen, og når man sætter nogle mål op, kender vi ikke vejen dertil. Oftest begraver vi os selv i vejen dertil, og hvis det ikke ser ud, som vi havde forudset, ender det med, at vi giver op på nogle ting.
- Med de ting og mål, jeg har sat for mig selv, er det en del af min udvikling som fodboldspiller at skulle have den her periode. Jeg lærer nogle ting. Når jeg så kommer tilbage, er det som en helt ny person og spiller, siger Martin Braithwaite.
Danskeren har i alt spillet 56 kampe for Barcelona, hvor han har scoret 10 mål.