Fodbold

Arsenal-indskifter scorer på første boldberøring

Calum Chambers skulle bare bruge én boldberøring på at sende Arsenal videre i Liga Cuppen i kampen mod Leeds.

22 sekunder. Så kort tid skulle Arsenals forsvarsspiller Calum Chambers bruge på banen efter sit indhop mod Leeds for at grundlægge Arsenal avancement til kvartfinalerne i Liga Cuppen.

Efter en målløs første halvleg viste Arsenal sig stærkest efter pausen og vandt 2-0.

Efter en første halvleg uden de store højdepunkter for tilskuerne, så skulle indskiftningen af Chambers ændre på det.

Han afløste en skadet Ben White, da Arsenal netop havde fået et hjørnespark. Chambers løb direkte op i Leeds-feltet. Og 22 sekunder efter at være trådt inden for kridtstregen, havde han headet bolden over mållinjen.

En skidt tilbagelægning med hovedet fra Leeds-bageste mand gav Eddie Nketiah muligheden for at gøre det til 2-0 med 20 minutter igen.

Han løftede elegant bolden over den fremstormende keeper og kunne prikke bolden ind til kampens slutresultat.

Sunderland og Chelsea følger trop

Tirsdagens to øvrige kampe i turneringen måtte begge afgøres ved straffesparkskonkurrence. Der spilles ikke forlænget spilletid efter de 90 minutter i Liga Cuppen. Der går man direkte til straffespark.

Efter 1-1 i ordinær tid måtte Chelsea og Sunderland derfor til 11-meterpletten. Her var Chelsea stærkest og sparkede sig i kvartfinalerne sammen med Arsenal.

På samme facon sørgede Sunderland for, at der vil være deltagelse af et hold fra landets tredjebedste række i kvartfinalerne.

Den tidligere Premier League-klub gennem mange år spiller nu i League One, men efter 0-0 i ordinær tid vandt Sunderland straffesparkskonkurrencen mod Queens Park Rangers fra næstbedste række.

De fem øvrige ottendedelsfinaler spilles onsdag.