Fodbold

Danmark cruiser mod VM med ny storsejr

For første gang i VM-kvalifikationen lukkede Danmark et mål ind, da de tirsdag gæstede Montenegro, men endnu en gang endte det med en dansk storsejr.

Det kan næsten ikke gøres bedre.

Danmarks fodboldkvinder har sat kursen mod VM i overbevisende stil. Fire kampe har de spillet i kvalifikationen, og fire gange er det endt med en dansk sejr og en samlet målscorer på 28-1.

Tirsdag aften gik det ud over Montenegro, der på hjemmebane var uden chancer mod de danske gæster.

Montenegro 1-5 Danmark

  • 0-1: Stine Larsen (17')
  • 0-2: Signe Bruun (27')
  • 0-3: Sofie Svava (40')
  • 1-3: Armisa Kuc (53')
  • 1-4: Sanne Troelsgaard (54')
  • 1-5: Stine Larsen (72')

Danmark topper kvalifikationsgruppen med 12 point. Det er det samme pointantal som Rusland, men danskerne har en markant bedre målscore.

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

Danmark åbnede dog noget henholdende i tirsdagens kamp. Spillet var langsomt, og afleveringerne manglede præcision.

På det niveau kunne Montenegro godt være med i spillet. Men Danmark er et hold med selvtillid, og i hjemmeholdets felt var danskerne kyniske.

Efter 17 minutters spil vendte Stine Larsen rundt i feltet og sendte fladt Danmark i front, inden målmageren Signe Bruun udbyggede føringen ti minutter senere.

Niveauforskellen på de to hold kom stille og roligt mere til udtryk. Kampen var reelt afgjort allerede ved pausen, da Sofie Svava efter 40 minutter udnyttede et kæmpe drop af Montenegros målmand og gjorde det til 3-0.

Derfor kunne Lars Søndergaard også med ro i sindet skifte et par spillere inden de sidste 45 minutter.

Her måtte han efter otte minutter se sit hold indkassere det første mål i kvalifikationen. Lene Christensen i målet så ikke for godt ud, da Armisa Kucs hovedstød gled mellem hænderne på den danske målmand.

Spænding i kampen kom der dog ikke. Minuttet efter headede Sanne Troelsgaard målet til 4-1 ind, og små 20 minutter før tid gjorde Stine Larsen med sit andet mål det til slutresultatet 5-1.

Danmarks næste kamp i kvalifikationen er 25. november, hvor holdet gæster Bosnien-Hercegovina. Den omvendte kamp i Danmark for fem dage siden vandt danskerne med 8-0.

Inden da kan Lars Søndergaard og spillerne se frem til torsdag, hvor der trækkes lod til EM-slutrunden næste sommer. Her er Danmark i tredje seedningslag.