Fodbold

Med én undtagelse neutraliserede de Barcelona

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker skriver i klumme om fodboldens største højdepunkter i forrige uge. Og så peger han på, hvad denne uge bringer.

Rundens højdepunkt

Reals suveræne midtbane

Sæsonens første El Clásico ligger bag os, og verdens største klubkamp bød på fremragende underholdning.

“Erfaring er en billet til et tog, der er kørt,” siges det.

Men Real Madrids midtbane gjorde det ordsprog eftertrykkeligt til skamme søndag eftermiddag, da den rutinerede trio Kroos-Casemiro-Modric var kontrollørerne i en kamp, der til tider blev spillet i ekspresfart. Nøglen til at vinde dette El Clásico lå nemlig gemt i den direkte duel mellem “det grå guld” fra Los Blancos over for FC Barcelonas noget yngre midtbanetrio, hvor Gavi og Frenkie de Jong havde til opgave at finde frirum på siderne og bagved modstandernes midtbane, mens Sergio Busquets skulle være spilfordeleren, der holdt sig centralt på banen.

Den duel vandt gæsternes rutinerede trio, og dermed neutraliserede de i høj grad FC Barcelonas muligheder for at bryde igennem den madrilenske defensiv, der kun en enkelt gang blev fanget ude af position, da Sergino Dest ødslede hjemmeholdets største chance over mål.

For et årti siden var det FC Barcelonas midtbane, der tiltrak sig opmærksomheden, når Xavi, Iniesta og Busquets kombinerede sig fra modstandernes pres eller selv erobrede bolde via deres unikke spilintelligens. I søndagens kamp var det dog et noget andet udtryk, hjemmeholdets midtbane kom med, eftersom Frankie de Jong og Gavi opererede langt fra banens midtercirkel og dermed overlod Busquets alene på midtbanen i den opbyggende fase.

Real Madrid havde med deres kloge positionering og taktiske snilde succes med at lukke forsyningslinjerne frem til Depay, Fati, Gavi og De Jong ned og tog derved brodden af hjemmeholdets største trusler.

Relationerne mellem de tre folk i Real Madrids maskinrum er blevet stærkere og stærkere gennem årene, og det er svært at pege på en midtbanetrio, der har været mere succesfuld siden sommeren 2014, hvor Toni Kroos trak den hvide trøje over hovedet for første gang. Særligt Casemiro har de seneste sæsoner udviklet sit spil til at være mere end blot en bølgebryder på den defensive midtbane, og dermed er alle tre spillere nu i stand til at bygge spillet op fra egen banehalvdel, deltage i de offensive opspilsmønstre og tilmed bidrage med scoringer undervejs i sæsonen. Denne sæson har været noget urytmisk for den faste midtbanekonstellation hos Real Madrid, primært grundet skader, men landskabet bag dem har også ændret udseende efter afskeden med Ramos og Varane.

Nu er det Militao og Alaba, der skal finde ind i samarbejdet med den dynamiske trio foran sig, men det ligner allerede nu et ægteskab, der ender lykkeligt.

Præstationen på Camp Nou var en klar understregning af, at tiden ikke er løbet fra de tre ældre herrer - i fodboldmæssig forstand - og de evner bedre end nogle andre i LaLiga at udføre den taktik, de får med på banen, kombineret med deres egen evne til at læse en kamps udvikling.

Rundens skuffelse

Luuk de Jong

Den ranglede hollænder fik ikke mange minutter på banen i rundens storkamp, men den korte spilletid var alligevel nok til at udløse pibekoncerter og store frustrationer på Camp Nous fyldte stadion.

De seneste uger har den blonde angriber været et levende symbol på den spillemæssige krise, som FC Barcelona har befundet sig i, og selve indkøbet af angriberen ligner en historisk fejltagelse. Teknikken er i bedste fald mangelfuld, hurtighed er der ikke meget af, og den sidste flig af selvtillid forduftede formentligt ved indskiftningen mod Real Madrid, hvor en øredøvende pibekoncert ledsagede ham ind til de sidste minutter af arvefjendeopgøret.

Han satte ikke mange fødder rigtigt, ja, det var nærmest ikke muligt at notere sig én eneste vellykket aktion, og som kronen på værket lykkedes det den gode De Jong at skrabe hele undervognen af sin fancy BMW - få meter fra undertegnede og resten af TV 2’s mandskab i Barcelona - da han i stor hast kastede sin bil ud i den catalanske aftentrafik.

Hvad skal vi glæde os til i den kommende uge?

Midtugen er fuld af fodbold

De sydeuropæiske fodboldstjerner får ikke mange timer at restituere i ovenpå weekendens strabadser, for allerede tirsdag ruller bolden igen i LaLiga og Serie A.

De store nedslagspunkter i de respektive ligaer finder vi onsdag aften, når både FC Barcelona, Real Madrid, Inter, Juventus og Lazio skal i ilden.

Efter nederlaget i El Clásico er FC Barcelona igen presset til at levere en sejr, hvis Koeman skal holde en ny krisesnak for døren, og desværre for ham er udebanekampen mod Rayo Vallecano en oplagt bananskræl for Blaugrana.

Oprykkerne fra Rayo er nemlig sæsonens positive overraskelse, og anført af Radamel Falcao i front kan den lille Madrid-klub vise sig at blive en ubehagelig oplevelse for FC Barcelona, når Estadio de Vallecas lægger græstæppe til opgøret tidligt onsdag aften.