Fodbold

Mens Solskjær-rygterne svirrer, bliver fem mulige afløsere nævnt

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker fremhæver to kandidater som de bedste bud på en mulig afløser i Manchester United.

Ole Gunnar Solskjær er snart fortid i Manchester United. Den tanke har nok strejfet mange, der siden søndag har scrollet diverse sportsmedier igennem.

Her har flere engelske og internationale medier spekuleret i, at den norske træner snart bliver afsat som træner i Manchester United efter en række dårlige resultater, der søndag kulminerede med et ydmygende 0-5-nederlag på hjemmebane til Liverpool.

Og selvom flere medier mandag, herunder Sky Sports, The Athletic og den anerkendte fodboldjournalist Fabrizio Romano, beretter, at Solskjær ikke står til at blive fyret nu og her, spekulerer mange andre allerede i, hvem der bliver den næste Manchester United-træner.

Her går en række kandidater igen, og både norske VG, engelske Exspress, The Sun samt amerikanske NBC har udmærket flere af de samme afløsere.

Og netop de kandidater er også dem, flere bettingsider anser som de bedste bud på en kommende United-træner.

Odds på næste Man United-manager

  • Antonio Conte 1,73
  • Zinedine Zidane 11
  • Brendan Rodgers 13
  • Erik ten Hag 13
  • Mauricio Pochettino 15

Odds 26 eller højere:

Julen Lopetegui, Massimiliano Allegri, Roberto Mancini, Carlo Ancelotti, Diego Simeone

Kilde: skybet.com

Mandag opdaterede den engelske bettingside Skybet sin liste over de mest fyringstruede trænere i Premier League, og ifølge dem er Ole Gunnar Solskjær - med afstand - den mest fyringstruede træner i Premier League.

Ekspert har to klare favoritter

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker tror ikke nødvendigvis, Solskjær står over for en fyring de kommende dage, men erkender, at nordmanden snart kan være fortid i United.

- Godt nok har han før været i kriser med holdet uden at blive fyret, men her er situationen lidt noget andet, siger han.

- Truppen er noget stærkere nu, end da han kom til, og derfor er forventningerne også anderledes. Med det i mente vil det ikke undre mig, hvis han bliver fyret.

Mads Junker er enig i den generelle betragtning om, hvilke trænere der er i spil til det mulige job, men fremhæver især to kandidater.

Læs hans analyse af kandidaterne nedenfor.

Antonio Conte

Nuværende situation: Fri på markedet

- Han er klart den mest oplagte kandidat, og jeg synes også, han er den rigtige. Hans historik med at levere på den korte bane er fremragende, og han har vist, han kan levere med det samme. Han kender ligaen fra tidligere, og hans meritter og personlighed afgiver den fornødne respekt. United har behov for en træner, som har spillernes respekt, og det vil Conte formentlig have.

- Ulempen ved Conte er, at han har en ret dårlig historik på den lange bane. Han har det med at blive uvenner med ledelsen i de klubber, han har været i. Så det afhænger også lidt af, hvornår Solskjær bliver fyret. For hvis United er placeret for langt tilbage i ligaen, er det muligt, det giver bedre mening at vælge en træner, der skal bygge et projekt op over mange år.

Zinedine Zidane

Nuværende situation: Fri på markedet

- Zidane er det andet helt oplagte bud. Han har en mere afdæmpet personlighed, hvilket vil passe godt ind i United. Og så har han, ligesom Conte, virkelig leveret resultater. Han har også tidligere arbejdet sammen med både Ronaldo og Varane, hvilket er en stor fordel. Zidane er en stor personlighed og er respekteret, hvilket vil gøre det noget nemmere, når man er i en klub som Manchester United.

- Man kan sige, at en af ulemperne ved Zidane er, at han ikke har trænet i England før. Så han kender ikke ligaen og mekanismerne, men en så rutineret mand som Zidane bør ret hurtigt kunne tilpasse sig.

- Sammen med Conte er Zidane mine bedste bud på en kommende United-træner.

Brendan Rodgers

Nuværende situation: Træner i Leicester City

- Med Rodgers er man ude i et lidt længere perspektiv. Han har med Celtic og Leicester vist, at han kan flytte et hold via et langt træk. Han har en klar filosofi og er måske også klar en større klub. Han er nok det bedste interne bud fra Premier League.

- Rodgers udfordring er bare, om United er villige til at give ham den fornødne tid. Og så skal man også huske, at Rodgers, modsat Zidane og Conte, er på kontrakt i en klub. Han bliver ikke billig at købe fri af Leicester. Og så mangler Rodgers måske også noget af den her personlighed, der kendetegner trænere i United.

Erik ten Hag

Nuværende situation: Træner i Ajax

- Ten Hag er lidt den udenlandske version af Brendan Rodgers, og spørgsmålet er, om han kan håndtere egoerne i United. Han er et varmt trænernavn lige nu, fordi han har gjort det godt, men hans CV berettiger måske ikke helt til en klub som United endnu.

- Og så er han også lidt en projekt-træner, så hvis United fyrer Solskjær med et håb om hurtige resultater, vil de nok ikke ansætte Erik ten Hag. Så vil det mere være Conte for eksempel.

Mauricio Pochettino

Nuværende situation: Træner i PSG

- Det kan jeg slet ikke se for mig. Han er et sted nu, hvor han er omgivet af verdens bedste spillere. Pochettino har ikke noget stort grundlag for at skulle ønske det skifte, og selv hvis han har, vil han være ekstremt dyr at købe fri.

- Og så skal man huske, at United jo havde muligheden for at hente ham, da han var fri på markedet, men det gjorde de ikke. Derfor er det ikke sikkert, at Pochettino er Uniteds førsteprioritet heller.