Fodbold

Barcelona fyrer cheftræneren

Den spanske storklub skal på jagt efter en ny træner.

FC Barcelona har valgt at fyre cheftræner Ronald Koeman. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

- FC Barcelona har fritstillet Ronald Koeman fra sine opgaver som cheftræner. Klubbens præsident, Joan Laporta, informerede Koeman efter nederlaget til Rayo Vallecano. Koeman siger farvel til sit hold på torsdag.

- Barcelona takker ham for hans arbejde i klubben og ønsker ham alt det bedste i hans karriere, står der i pressemeddelelsen.

Fyringen kommer efter en lang periode med svingende resultater, som kulminerede onsdag aften, da storklubben tabte med 0-1 på udebane til Rayo Vallecano.

Barcelona ligger blot nummer ni i LaLiga. For nylig tabte holdet også til rivalerne fra Real Madrid, hvilket formentlig heller ikke har været populært i ledelsen.

Den hollandske cheftræner har længe været en presset mand, og han har selv sagt ved flere lejligheder, at han godt var klar over, at hans job var til diskussion.

Fornemt CV

Ronald Koeman blev Barcelona-træner i august 2020 og havde oprindeligt kontrakt til sommeren 2022.

Han nåede 67 kampe i spidsen for klubben med et pointgennemsnit på 1,96.

Forinden det var han træner for det hollandske landshold.

Koeman har også været træner i både Premier League, ligesom han har stået i spidsen for Ajax og Benfica.