Fodbold

Fabregas hylder Andreas Christensen

Den danske Chelsea-spiller Andreas Christensen modtager stor ros fra den spanske stjerne Cesc Fabregas efter danskerens stærke præstationer på banen.

Hvis et skulderklap ikke bare var en talemåde, men et decideret fysisk klap, ville danske Andreas Christensen efterhånden have godt ondt i skulderen.

Den 25-årige Chelsea-stopper har de seneste måneder modtaget det ene rosende ord efter det andet for sine solide præstationer for både klub- og landshold, og torsdag er endnu en anerkendelse strøget i hans retning.

Denne gang er det den tidligere Arsenal-, Chelsea- og Barcelona-spiller Cesc Fabregas, der sætter ord på 'AC' i et Twitter-opslag, hvor han bliver spurgt ind til sine tanker om danskeren.

- Sikke en spiller. Virkelig undervurderet. Han er meget genert og gør ikke vildt meget væsen af sig, fordi han så godt som ikke laver nogen fejl, skriver Fabregas.

Spanieren kender Andreas Christensens kvaliteter på fodboldbanen særdeles godt, da de to har spillet på hold sammen i Chelsea, hvor Fabregas spillede fra 2014 til 2019. I dag spiller den 34-årige spanier for Monaco i den franske liga.

Flotte ord fra træneren

Den spanske stjernes kommentar kommer blot tre dage, efter Chelsea-manager Thomas Tuchel var ude med store roser til den danske forsvarsspiller.

- Han er en stille fyr. Meget intelligent, og nogle kan måske misforstå ham en smule, hvis de dømmer ham ud fra personlighed.

- Men han kan blive en topspiller for os i de kommende år, og det bliver han forhåbentlig, for han kommer fra akademiet, siger Tuchel.

Andreas Christensen har spillet 137 kampe for Chelseas førstehold, mens han på landsholdet står noteret for 52 optrædener og et enkelt mål.

I sommer satte også landstræner Kasper Hjulmand pæne ord på 'AC', efter danskeren havde vundet Champions League sammen med Chelsea.