Fodbold

Harder forbigået i nominering

BBC har nomineret fem spillere til prisen som årets bedste kvindelige fodboldspiller, og her er danske Pernille Harder forbigået.

Pernille Harder blev tidligere på måneden nomineret til Ballon d'Or.

Det var danskerens tredje nominering ud af tre mulige, hvor hun var blandt de 20 bedste fodboldspillere i verden. Kvindernes Ballon d'Or blev først indført i 2018, mens prisen i 2020 blev aflyst på grund af coronapandemien.

I 2020 blev hun af FourFourTwo kåret til verdens bedste kvindelige fodboldspiller, men spørger du BBC, er den danske landsholdsanfører ikke på samme niveau mere.

Harder er nemlig blevet forbigået i BBC's pris som verdens bedste kvindelige fodboldspiller anno 2021.

Det står klart, efter det store engelske medie torsdag offentliggjorde de fem spillere, der skal kæmpe om prisen som årets spiller. De fem spillere blev valgt af et panel bestående af eksperter, trænere, spillere og journalister.

Og de har peget på følgende spillere:

  • Caroline Graham Hansen - Norge og Barcelona
  • Sam Kerr - Australien og Chelsea
  • Ashley Lawrence - Canada og Paris Saint-Germain
  • Vivianne Miedema - Holland og Arsenal
  • Alexia Putellas - Spanien og Barcelona

Pernille Harder blev også forbigået blandt de nominerede i 2020, men hun af BBC var nomineret i både 2018 og 2019.

Harder har dog masser af store, individuelle priser at glæde sig over. Udover prisen som verdens bedste kvindelige fodboldspiller i 2020 ifølge FourFourTwo, så blev Harder kåret til verdens bedste kvindelige fodboldspiller i 2018 af The Guardian, mens hun i 2020 blev kåret til årets spiller i Tyskland, hvor hun repræsenterede Wolfsburg.

Pernille Harder skiftede efter 2020-sæsonen til Chelsea og blev i den anledning historiens dyreste kvindelige fodboldspiller.