Eriksen-lejr reagerer på nyheder
Christian Eriksens agent skriver i en SMS til TV 2 SPORT, at Eriksen har det godt og er i god form.
Torsdag begyndte der at florere nyheder om Christian Eriksen og Inter.
Den italienske Milano-klub havde i sine regnskaber klargjort, at de har åbnet op for et salg af Eriksen.
TV 2 SPORT har i den forbindelse været i kontakt med Christian Eriksens hollandske agent, Martin Schoots, der skriver følgende i en SMS:
- Nyheden er en meddelelse fra firmaet FC Internazionale Milano SpA til dets aktionærer. Alle spillere har en bogført værdi. Og da Christian er kontraktligt bundet til klubben, har han teknisk set stadig en bogført værdi. Det er alt, hvad nyheden siger. Det er et bogførings anliggende og har ikke noget med Christian selv at gøre.
- Christian har det godt. Han tilbringer en masse kvalitetstid med sin familie og er i god form. Når der er nyt, vil det blive kommunikeret ud, skriver agenten.
Inters planer
Meldingen fra Inter kom i forbindelse med klubbens præsentation af regnskaberne og lød på følgende:
- Selv om spillerens nuværende omstændigheder ikke er af en sådan art, at de tillader sportsaktiviteter i Italien, kan det i stedet opnås i andre lande, hvor spilleren derfor kan genoptage konkurrencesport.
Eriksen fik efter sit kollaps indopereret en pacemaker, hvilket gør, at danskeren ikke har tilladelse til at spille fodbold i Italien. Det har han dog i flere andre lande, såfremt det ender med, at Eriksen vælger at spille fodbold igen.
Klubben oplyser også, at Christian Eriksens værdi den 30. juni blev bogført til 18,3 millioner euro svarende til 136 millioner.
Christian Eriksen har ikke været i kamp, siden han faldt om og fik hjertestop ved sommerens EM.