Fodbold

Barcelona skuffer i første kamp efter Koeman-fyring

Der er langt op til Real Madrid på førstepladsen for FC Barcelona, der skuffede igen.

Sergi Barjuan fik en hakkende start på tilværelsen som midlertidig træner for FC Barcelona.

Hans hold måtte således nøjes med 1-1 på hjemmebane mod Alaves. I store dele af kampen havde Barcelona dog bolden mest, og de havde også de bedste muligheder.

FC Barcelona 1-1 Alaves

  • 49' 1-0, Memphis Depay
  • 52' 1-1, Luis Rioja

Den hollandske angriber Memphis Depay kunne med lidt held have scoret flere mål end det ene, han blev noteret for. Den catalanske storklub er nummer ni i LaLiga - otte point efter førerholdet Real Madrid.

Barjuan overtog styringen, da Ronald Koeman blev fyret sent onsdag aften. Inden da fungerede han som træner for Barcelonas andethold.

Sådan gik kampen

/ Ritzau

Indledningsvist var der tegn på fornyet gejst og spilleglæde hos Barcelona, og det gav sig udslag i nogle fine chancer.

På et hjørnespark efter 18 minutter headede Barcelona-stopper Eric Garcia på mål, men det nærgående forsøg blev reddet af Alaves-keeper Antonio Sivera.

Backen Jordi Alba blev også spillet flot fri i feltet, men spanieren tøvede lidt og fik ikke ram på bolden, da han skulle afslutte foran den fremstormende Alaves-keeper.

Derefter var det som om, at det flydende og sprudlende Barcelona-spil udeblev, og der blev fløjtet til pause uden scoringer.

Fornem scoring

Angriberen Memphis Depay var den farligste spiller hos Barcelona, og han viste eminent sparketeknik, da han krøllede bolden op i det fjerneste målhjørne fire minutter inde i anden halvleg.

Føringen holdt dog kun i tre minutter, så havde Alaves-angriberen Luis Rioja udlignet til 1-1 efter et fremragende angreb af udeholdet.

Barcelona pressede på for endnu en scoring, og det var også tæt på ved Depay, men hollænderen ramte stolpen.

I løbet af kampen blev Barcelona ramt af to skader. Kort før pausen udgik angriberen Sergio Agüero, mens stopperen Gerard Pique også måtte lade sig udskifte efter 70 minutter.