Fodbold

Milan fortsætter vild stime efter Zlatan-drøn

AC Milan fortsætter kapløbet med Napoli i toppen af Serie A, hvor de har sikret sig et komfortabelt forspring til de nærmeste rivaler.

Han har det med at stjæle opmærksomheden, Zlatan Ibrahimovic.

Og søndag aften gjorde han det igen. I udekampen mod AS Roma var den store svensker konstant en trussel, hvor han både scorede direkte på frispark, fik et mål annulleret og fremtvang sig et afgørende straffespark.

Han havde med andre ord en enorm andel i, at AC Milan gik fra rivalopgøret på Stadio Olympico i Rom med tre point. I kampens afsluttende fase spillede Simon Kjær en vigtig rolle i gæsternes defensiv, der formåede at afværge et hidsigt stormløb fra hjemmeholdet.

AS Roma 1-2 AC Milan

  • 0-1: Zlatan Ibrahimovic (26')
  • 0-2: Franck Kessie - straffe (57')
  • 1-2: Stephan El Shaarawy (90+3')
  • Rødt kort: Theo Hernandez - AC Milan (66')

Det var syvende gang i træk, at AC Milan vandt i Serie A. I alt har milaneserne vundet 11 kampe og spillet uafgjort en enkelt gang, mens de fortsat har sæsonens første nederlag til gode.

Dermed holder Milan en tæt kontakt til Napoli i toppen af den bedste italienske fodboldrække, hvor begge mandskaber er noteret for 31 point. Napoli fører ligaen på grund af en bedre målscore. De to hold har syv point ned til mesterholdet Inter på tredjepladsen.

40-årige Ibrahimovic storspillede

Ibrahimovic var en nydelse at se udfolde sig på Stadio Olimpico.

Svenskeren, der er blevet 40 år, fik kun 57 minutter på banen, men det var rigeligt til at sætte et solidt aftryk på kampen og være den altafgørende skikkelse.

Efter 26 minutter hamrede han 1-0-målet i nettet på et frispark, der var knaldhårdt og præcist. Roma-keeperen Rui Patrício var plantet forstenet på målstregen i situationen.

Fem minutter inde i anden halvleg scorede Ibrahimovic endnu et flot mål, men denne gang var der offside på den lange aflevering fra Simon Kjær.

Kort efter fik Ibrahimovic endnu en bold i dybden, og han blev nedlagt i feltet. Det udløste et straffespark efter et VAR-gennemsyn.

Midtbanespilleren Franck Kessie tog sig sikkert af sparket fra pletten og gjorde det til 2-0 efter 57 minutter.

Rødt kort førte til stort pres i slutminutterne

Den solide føring betød, at Ibrahimovic straks blev sparet og erstattet af den franske angriber Olivier Giroud.

Lidt udfordringer skulle milaneserne dog få, da udeholdet blev reduceret til ti spillere ti minutter senere.

Backen Theo Hernández modtog sit andet gule kort i kampen og blev sendt i bad efter 66 minutter.

Det gav al initiativet til Roma i den sidste omkring halve time af opgøret. Men Milans forsvar holdt stand længe - anført af Kjær.

Den danske midtstopper spillede solidt i Milans forsvar og stod i vejen for mange af de farlige Roma-aktioner.

Dog kunne Kjær og co. ikke stille noget op, da indskiftede Stephan El Shaarawy reducerede til 1-2 for romerne tre minutter inde i overtiden.