Fodbold

Sent mål sikrer Brøndby tredje superligasejr i træk

Et mål kort før tid sikrede søndag Brøndby den tredje superligasejr på stribe, da holdet vandt 1-0 i Viborg.

Med et mål i det 86. minut sikrede amerikanske Christian Cappis Brøndbys tredje superligasejr i træk, da det forsvarende mesterhold søndag vandt 1-0 i Viborg.

Længe så det ellers ud til, at kampen skulle ende uafgjort, hvilket ville have været ganske fortjent.

For alt imens Brøndby var bedst i første halvleg, havde hjemmeholdet Viborg et lille overtag det meste af anden halvleg.

Til sidst lagde Brøndby dog pres på, og dermed brød holdet samme tid Viborgs stime på fem ubesejrede kampe.

Sejren sender Brøndby over Silkeborg, som spiller ude mod Sønderjyske senere søndag, på femtepladsen med 21 point, mens Viborg forbliver nummer otte med 15 point for 14 kampe.

Brøndby var første halvlegs bedste hold, og gæsterne var dygtige til at flytte bolden rundt langs græsset.

To gange resulterede det i en chance til den kroatiske angriber Marko Divkovic, men begge gange var Viborg-målmand Mikkel Andersen på plads i målet.

Centimeter manglede indtil slutfasen

I det 29. minut lykkedes Brøndbys midtbanespiller Anis Slimane med at passere Andersen, men midtbanespillerens flotte forsøg prellede af på indersiden af stolpen.

Trods dominans halvlegen ud måtte Brøndby nøjes med 0-0 ved pausen.

Viborg kom bedre ud til anden halvleg, og i det 51. minut var hjemmeholdets offensivspiller Younes Bakiz få centimeter fra at gøre det til 1-0.

Godt et kvarter senere var Viborg-angriber Sebastian Grønning tæt på at overliste Brøndby-målmand Thomas Mikkelsen fra distancen med et chip.

Angriberens glippede dog et flot mål, da bolden ramte overliggeren.

Brøndbys sejrsmål faldt i det 86. minut, da svenske Simon Hedlund fandt indskiftede Cappis, som scorede sejrsmålet.