Fodbold

Sergio Agüero er ude i tre måneder efter hjerteundersøgelser

Klubben er i forvejen hårdt ramt af skader, og nu er angriberen også ude.

I weekenden meddelte FC Barcelona, at Sergio Agüero var blevet indlagt til hjerteundersøgelser, og nu er der nyt om argentineren.

Han kommer ikke til at spille fodbold i de kommende tre måneder. Det oplyser FC Barcelona på Twitter.

Det sker, efter han pludselig lagde sig i græsset under lørdagens LaLiga-kamp mod Alavés. Han blev siden undersøgt af klubbens læge på banen og herefter blev han kørt på hospitalet. Angriberen har nu gennemgået yderligere undersøgelser.

Den nye melding er, at man løbende vil se på effektiviteten af behandlingen, og ud fra det vil man lægge en plan for, hvordan og hvornår Agüero kommer tilbage til fodboldbanen.

Allerede efter kampen meldte klubben ud, at Agüero hurtigt følte, at noget ikke var, som det skulle være.

- Sergio Agüero kæmpede med smerter i brystet i det meste af første halvleg. Han blev erstattet af Philippe Coutinho før pausen og kørt til et hospital for at gennemgå en hjerteundersøgelse, skrev klubben efter kampen sin hjemmeside.

Der oplyses ikke, hvad der præcist er galt.

Hårdt ramt af skader

Dermed vokser skadeslisten i FC Barcelona. Gerard Pique forlod ligeledes opgøret mod Alaves med en skade.

Martin Braithwaite sidder i forvejen ude. Desuden er følgende spillere på skadeslisten:

  • Ronald Araujo
  • Frenkie de Jong
  • Ousmane Dembélé
  • Pedri
  • Sergi Roberto
  • Ansu Fati

Den spanske storklub er nummer ni i LaLiga.