Tottenham fyrer cheftræneren

Nuno Espírito Santo nåede blot 17 kampe i spidsen for London-klubben.

Tottenham har fyret cheftræner Nuno Espírito Santo.

Det skriver Premier League-klubben på sin hjemmeside.

- Tottenham kan i dag meddele, at Nuno Espírito Santo og hans trænerstab Ian Cathro, Rui Barbosa og Antonio Dias er blevet fritaget fra deres pligter, lyder det i en pressemeddelelse.

Tottenhams sportsdirektør, Fabio Paratici, beklager, at London-klubben har valgt at sige farvel til sin portugisiske træner.

- Nuno er en sand gentleman og vil altid være velkommen her. Vi vil gerne takke ham og hans trænerteam og ønske dem held og lykke i fremtiden, lyder udgangsbønnen.

Nuno Espírito Santo afløste i sommer Ryan Mason, der var udnævnt til midlertidig manager, efter at José Mourinho var blevet fyret i april.

Nederlag til United blev dråben

Den portugisiske træner nåede blot 17 kampe i spidsen for London-klubben.

Tottenham åbnede Premier League-sæsonen stærkt med tre sejre og en topplacering til følge, men siden er det gået ned ad bakke for Pierre Emile Højbjerg og co.

London-klubben har tabt de to seneste kampe i Premier League, og lørdag blev det til et nederlag på hjemmebane til Manchester United på 0-3.

Tottenham ligger aktuelt nummer otte i Premier League efter ti kampe, der har budt på fem sejre og ligeså mange nederlag. London-klubben har fem point op til en placering i top-4, der giver adgang til næste sæsons Champions League.

Desuden ligger Tottenham nummer tre i gruppespillet i Conference League, der er Europas tredjestørste klubturnering.

Conte spøger i kulissen

Det fremgår ikke af klubbens pressemeddelelse, hvem der skal overtage styringen af fodboldholdet, men klubben skriver, at en opdatering vil følge inden længe.

Ifølge Sky Sports er den italienske træner Antonio Conte meget tæt på at kunne blive Tottenhams næste cheftræner.

Den 52-årige succestræner førte Christian Eriksen og Inter til det italienske mesterskab i maj i år.

Antonio Conte forventes mandag at være i London for at klargøre de sidste detaljer med Premier League-klubben og efterfølgende skrive under på en kontrakt.