Pauseklovnen Mourinho
TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker skriver klummer om fodboldens største højdepunkter i forrige uge. Og så peger han på, hvad denne uge bringer.
Rundens højdepunkt
La Real
Real Sociedad er igen i denne sæson startet med bulder og brag i LaLiga.
Baskerne fører ligatabellen og har sæsonen igennem været en stor spillemæssig oplevelse. Anført af Mikel Merino på den centrale midtbane og et suverænt midterstopperpar i Elustondo og Normand er La Real et reelt bud på en mesterskabskandidat.
Det kunne lyde som om, jeg blot har trykket på copy/paste-funktionen på computeren denne formiddag, for det var identiske linjer, der stod her på siden på samme tidspunkt for et år siden.
Der blæste Real Sociedad nemlig også ud af starthullerne med blot et nederlag i de første 13 runder, inden gassen gik af ballonen. Allerede efter januar var udsigterne til en plads i top fire forduftet, men den erfaring kan vise sig at være gylden i denne sæson.
Den skandinaviske duo Isak og Sørloth har givet Real Sociedad et mere internationalt snit, hvor fysikken pludselig er blevet et varemærke i holdets offensiv. Med en af Spaniens bedste fodboldspillere gennem tiderne - David Silva - som kreativ kraft og Portu og Januzaj på kanterne har Real Sociedad masser af varians i måden at angribe på, mens klubbens egne talenter også jævnligt giver deres bidrag med.
Imanols mandskab kæmper med på den europæiske scene, hvor de slås med Monaco og PSV om mere Europa League-fodbold efter jul. Skulle det glippe hedder det dog stadig Conference League i det nye år, men spørgsmålet er, om ikke sidste sæsons femteplads er vigtigere at forbedre end at sætte sig mellem to stole i forsøget på national og international succes.
Klubbens to eneste mesterskaber kom i en gylden periode i starten af 1980’erne, hvor de baskiske klubber for alvor udfordrede den konstituerede top i spansk fodbold. I 1981 og 1982 var det La Real, der blev kronet som mester, hvorefter Athletic Club snuppede mesterskabet de næste to sæsoner.
Den udvikling virker utopisk anno 2021, men denne sæson kan begge de store baskiske klubber for alvor blande sig i topstriden med Real Sociedad som bedste bud på en topplacering.
Rundens skuffelse
Mourinho
I mere end to årtier har José Mourinho beriget fodboldverdenen med sin geniale taktiske indsigt, mindeværdige jubelscener og bizarre pressekonferencer. Men nu ser det ud til at tiden endegyldigt er løbet fra den karismatiske portugiser, som via sine resultater og selviscenesættende personlighed vil gå over i historiebøgerne som en af sportens største trænere.
Fortællingen om Mourinho er reelt manuskriptet til en smuk Hollywood film om realiseringen af umulige drømme.
Som søn af den tidligere portugisiske landholdsmålmand Felix Mourinho lå det i kortene, at sønnike ville slå sine folder i fodboldens verden. Som spiller blev det dog aldrig til den store succes, og derfor forkastede den blot 24-årige José sin spillerkarriere og fokuserede i stedet på at få succes indenfor trænergerningen.
Mourinho startede på trænerakademiet, imens han optjente erfaring på forskellige ungdomshold som assistent, men det afgørende øjeblik i den spæde trænerkarriere indtraf i sommeren 1992. Alt i mens Danmark sikrede sig den historiske EM-sejr, tiltrådte Sir Bobby Robson som cheftræner for Sporting Lissabon. Den engelske manager skulle bruge en tolk med tilpas stor fodboldindsigt til at sikre hans ideer og kommunikation blev korrekt gengivet til spillere og presse, og vejen var banet for Mourinho.
Via sit job som tolk kom han endnu tættere på den daglige træning for storklubben fra Lissabon, hvor hans taktiske interesse imponerede Robson så meget, at han til tider fik ansvaret for de taktiske træninger samt analyseforberedelse af modstanderne.
Da Robson halvandet år senere fortsatte sit portugisiske eventyr i FC Porto, var Mourinho også at finde ved hans side. To mesterskaber og en Champions League-semifinale blev det til i deres to sæsoner hos Dragões.
I 1996 var det FC Barcelona, der hidkaldte den tidligere engelske landstræner, og José og familien pakkede flyttekasserne og drog til Catalonien. Efter en sæson med tre trofæer, men ingen LaLiga-titel, fortsatte Robson sin rejse, mens Mourinho havde imponeret FC Barcelonas ledelse så meget, at han blev ansat som assistenttræner for nyansatte Louis van Gaal.
Samarbejdet mellem de to egocentriske trænere blev yderst succesfuldt, og FC Barcelona vandt ligaen de to første år under deres ledelse.
Van Gaals påvirkning på Mourinho kan ikke undervurderes, og deres fremtoning og selvtillid ligner til forveksling også hinanden.
I september 2000 blev det så endelig tid til at Mourinho fik en cheftrænerpost, da Benfica gav det lovende trænertalent chancen kort inde i den nye sæson.
Successen udeblev i første omgang, men via en omvej hos Uniao de Leiria landede Mourinho igen i FC Porto. Seks år efter hans periode som tolk for Bobby Robson, var det nu ham der stod med ansvaret for Portugals næstmest vindende klub.
Mourinho vandt mesterskabet i begge sine sæsoner i klubben, men den historiske Champions League triumf i 2004 satte for alvor den 41-årige træner på Europas landkort.
Nyrige Chelsea havde året før udstukket en kurs mod toppen af Premier League, og Mourinho passede perfekt som kaptajn på et skib, der var i massiv modvind rundt om i landet grundet de store kapitalindsprøjtninger, som Abramovich foretog i klubben. Den legendariske sætning - “Please don't call me arrogant, but I'm European champion and I think I'm a special one.” - slog tonen an ved hans første pressemøde, og tilnavnet The Special One var dermed tatoveret ind i Mourinhos cv for altid.
Efter 50 års tørke hjemførte Mourinho ligatitlen til The Blues, og sæsonen efter gentog José kunststykket.
Verdenen lå for fødderne af den succesfulde træner, der efterfølgende turnerede rundt på Europas største adresser, hvor han vandt The Treble med Inter i 2010 og LaLiga med Real Madrid i 2012.
England - og hans store kærlighed Chelsea - kaldte igen og han formåede i 2015 at føre holdet fra Stamford Bridge frem til deres femte ligatitel.
Ovenstående er én lang succesfortælling om en af fodboldhistoriens største trænerpersonligheder, men siden mesterskabet i 2015 er filmen stødt og roligt begyndt at knække for José Mourinho.
På seks år er det “blot” blevet til en Europa League- og en Liga Cup-titel med Manchester United, og pokaltørken er opsigtsvækkende efter 15 år med et bugnende trofæskab.
Den værste udvikling er dog portugiserens ageren i presse og medier, hvor han krampagtigt forsøge at fastholde illusionen af ham selv som The Speciel One.
Ingen er i tvivl om, at han var en unik træner, men de færreste tror længere på, at han er en toptræner.
Fodboldens udvikling igennem 10’erne, hvor særligt rivalen Pep Guardiola indførte det boldbesiddende spil med et højt genpres, har vist sig at sætte Mourinho længere og længere tilbage, og hans stædige fastholdelse af et defensivt udgangspunkt med kontraangreb som bedste offensive våben virker mere og mere anakronistisk. Tiden er ganske enkelt løbet fra Jose Mourinho, og de seneste sæsoner har han mere fremstået som en pauseklovn i Klopps, Guardiolas, Tuchels og Flicks fodboldteater.
Hans seneste nedtur - et 1-6 nederlag til Bodø-glimt - fik den flamboyante træner til offentligt at smide flere spillere under bussen, ved at give dem skylden og ansvaret for blamagen i Norge.
Roma var den klub i Serie A, der brugte flest penge i sommerens transfervindue. De lå sågar i top 10 i Europa på det parameter, men Mourinho mente, han blot havde 13 brugbare spillere i sin trup.
At moderne ledelse ikke rigtig har vundet indpas i fodboldens verden er ikke en nyhed - selvom Hjulmands succes med det danske landshold måske kan banke nogle vægge ned i den sammenhæng - men offentligt at fralægge sig ansvaret for et skuffende resultat er dog ikke hverdagskost, og Mourinhos tid i Roma ligner allerede nu en kort en af slagsen.
Igennem hele sin karriere har han ikke været bleg for at lægge sig ud med klublegender i spillertrupper, sportsdirektører der ville bestemme over spillerindkøb eller ledelser der har haft andre meninger end Mourinho. Forskellen fra tidligere og nu er dog en væsentlig ting; resultaterne mangler. Mourinho har altid været en egenrådig mand, men hans trofæer og resultater viste han havde ret i sidste ende. Det er ikke længere tilfældet, og selvom en ny klub givetvis springer på krogen, når Mourinho forlader Rom i flammer, så får fortællingen om Mourinho ikke den lykkelig afslutning som filmselskaberne i Los Angeles ellers efterspørger.
Hvad skal vi glæde os til i den kommende uge?
Europæiske aftener forude
Torsdag er der igen fodbold på programmet, når Danmarks fire kombattanter indtager den europæiske scene i jagten på oprejsning efter en skuffende tredje runde i gruppespillet.
Brøndby og FC Midtjylland går ind til deres opgør i Europa League med kniven for struben, eftersom et nederlag vil efterlade dem uden en realistisk mulighed for at avancere til mere europæisk fodbold i Europa League-turneringen. Tredjepladsen i puljen giver adgang til knockout fasen i Conference League, og formår de to danske hold ikke at vinde torsdag aften, så ligner jagten på næstsidstepladsen den eneste mulighed for flere europæiske kampe.
FCK og Randers ligger bedre til i deres gruppespil, men hvor Randers fortsætter med at imponere via tre uafgjorte resultater, så er løverne fra København pludselig presset til at levere et godt resultat, når de gæster Grækenlands næststørste by Thessalonoki. Det vil være en gigantisk skuffelse for dansk fodbold, hvis FCK ikke kommer videre fra deres puljespil, men det er på aftener som denne, at klubbens europæiske erfaring skal hjælpe dem igennem, ligesom det var tilfældet i kvalifikationen til gruppespillet. Her spillede københavnerne de “perfekte” udebanekampe, hvor resultatet var helligt og vejen dertil mindre afgørende. Sådan en aften har dansk fodbold brug for igen.