Ronaldo redder United mod Mæhles Atalanta
Cristiano Ronaldo blev redningsmanden for Manchester United tirsdag aften, da han i tillægstiden udlignede til 2-2 mod Atalanta i Champions League.
Manchester United var tirsdag aften på vej mod endnu et skidt resultat, men så dukkede Cristiano Ronaldo op. Igen.
Den portugisiske verdensstjerne udlignede til resultatet 2-2 i overtiden af Manchester Uniteds udekamp mod Atalanta i fjerde runde af årets Champions League-gruppespil. Ronaldo scorede i øvrigt også Uniteds første mål i kampen - i overtiden af første halvleg.
Danske Joakim Mæhle spillede hele kampen for Atalanta, der altså var tæt på et kæmpe resultat.
Det uafgjorte resultat betyder, at Manchester United holder sig på førstepladsen i Champions Leagues Gruppe F med syv point. Atalanta er fortsat på tredjepladsen med fem point.
Atalanta 2-2 Manchester United
- 1-0, 12': Josip Ilicic
- 1-1, 45': Cristiano Ronaldo
- 2-1, 56': Duvan Zapata
- 2-2, 90': Cristiano Ronaldo
Sådan forløb kampen
Af Ritzau
Selv om United lignede et hold, der havde noget at bevise, var det hjemmeholdet, som viste sig mest effektivt i begyndelsen af kampen.
Zapata fandt en helt fri Josip Iličić på kanten af feltet. Han fik med en flad afslutning passeret David De Gea, der ikke så for heldig ud i situationen. Bolden smuttede under handsken på den spanske målmand.
Efter målet havde United det fortsat vanskeligt med at få etableret noget spil højt på modstanderens banehalvdel. Derfor var det i store dele af første halvleg Atalanta, som skabte de største chancer.
Men bedst som man havde afskrevet Manchester fra en udligning i løbet af de første 45 minutter, satte Bruno Fernandes gang i et angreb, der endte for fødderne af Cristiano Ronaldo.
Portugiseren omsatte effektivt chancen til mål ganske kort før pausen.
Smuk Zapata-scoring og klinisk Ronaldo-udigning
Begyndelsen af anden halvleg mindede om starten på den første.
United kom aggressivt ud efter pausen, men hjemmeholdet viste sig atter bedst til at skabe chancer.
Det stod klart, da Zapata igen blev sendt i dybden. Denne gang tog han sagen i egen hånd, da han køligt loppede bolden ind over en chanceløs De Gea i målet.
De engelske gæster kravlede længere frem på banen i den sidste del af kampen.
Og igen var Ronaldo på pletten. Ud af det blå fik han muligheden for at helflugte bolden i mål. Og det gjorde han med succes.
I gruppens anden kamp tog Villarreal hjemme imod Young Boys. Det opgør vandt det spanske hold 2-0, hvilket sender det op på en andenplads med syv point. Young Boys har tre point.