Dansker ophæver sin kontrakt - har ikke fået løn

FC Nordsjælland meldte i oktober ud, at man endnu ikke havde modtaget penge for spilleren Mikkel Rygaard.

Den nu tidligere FC Nordsjælland-profil Mikkel Rygaard har ophævet sin kontrakt med den polske klub LKS Lodz.

Det fortæller hans agent, Michael Johansen, til Tipsbladet.

Det skyldes ifølge agenten, at den 30-årige dansker endnu ikke har modtaget løn fra klubben.

Rygaard har flere gange rykket klubben for lønnen, og Spillerforeningen har også været involveret i sagen, men det har ikke fået den polske klub til at rykke sig, skriver Tipsbladet.

FCN vil tage sagen videre til UEFA

Danskeren blev hentet til Lodz fra FC Nordsjælland tilbage i januar, men i oktober kom det frem, at heller ikke den danske klub havde modtaget penge fra handlen.

Det sagde sportsdirektør Jan Laursen til det polske medie Sportowe Fakty.

Nordsjælland har siden truet med at tage sagen videre til Det Europæiske Fodboldforbunds (UEFA) juridiske afdeling.

Lodz erkendte da over for mediet, at man ville overføre beløbet til den danske klub i slutningen af oktober.

Om Nordsjælland har modtaget det fulde beløb endnu, skriver Tipsbladet ikke noget om.