Officielt: Xavi forlader Qatar

Den qatarske klub Al Sadd meddeler pĂĄ Twitter, at klubben tillader Xavi at skifte til FC Barcelona.

Den qatarske klub Al Sadd skriver på Twitter, at Xavi er færdig i klubben for i stedet at blive træner i FC Barcelona.

Barcelona har endnu ikke selv meldt noget ud, men alle rygter i spansk og international presse har peget på, at det kun er et spørgsmål om tid, før klubikonet bliver ansat som cheftræner efter fyringen af hollandske Ronald Koeman.

- I de seneste dage har Xavi informeret os om sit ønske om at blive træner for Barcelona nu på grund af den kritiske fase, hans tidligere klub gennemgår. Dette forstår vi, og vi besluttede os for ikke at stå i vejen for ham, siger Turki Al-Ali, der er administrerende direktør for Al Sadd.

Dermed fik Xavi ret, da han onsdag udtalte, at skiftet kunne falde på plads i løbet af kort tid.

- Jeg vil gerne hjem. De to klubber er i forhandlinger, og de skal blive enige, lød det fra Xavi.

- Jeg har gjort det klart, hvad jeg vil. Jeg tror, det er et spørgsmål om timer, måske dage.

Går ned i løn

Ifølge de catalanske medier Sport og Mundo Deportivo går Xavi ned i løn i Barcelona, som samtidig betaler Al Sadd en frikøbsklausul på godt 37 millioner kroner.

Trænersædet i FC Barcelona varetages midlertidigt af klubbens normale B-holdstræner Sergi Barjuán.

Fredag klokken 13 stillede han op til pressemøde forud for weekendens kamp, men i forhold til Al Sadds udmelding havde han intet at sige.

- Barca har ikke gjort det officielt endnu. Det skal de rette personer gøre. Jeg er her for at hjælpe klubben.

Tidligere har flere spanske medier skrevet, at Xavi ville overtage trænejobbet efter den kommende landsholdspause. Barcelona har én kamp tilbage inden pausen. Det er lørdag den 6. november, hvor Barca møder Celta Vigo på udebane - en kamp der vises på TV 2 SPORT X fra klokken 16.10.

Lyn-analyse

- Det har været undervejs i lang, lang tid – siden før ansættelsen af Ronald Koeman som træner. Dengang følte Xavi ikke, at han var klar, og jeg tror, det var en god beslutning at vente.

- Nu har Xavi mulighed for at træde ind på et tidspunkt, hvor det næsten ikke kunne gå værre for Barcelona: Messi er væk, og klubben er i krise både økonomisk og sportsligt.

- Han starter ikke engang pĂĄ nul, men nærmest i minus. Det kan blive Xavis fordel, for der er ingen forventninger til, at Barca skal vinde mesterskabet eller komme langt i Champions League i denne sæson, siger fodboldekspert Mads Junker.

Den første kamp efter landsholdspausen er på hjemmebane mod lokalrivalerne Espanyol den 20. november.

24 ĂĄr i Barcelona

Den 41-årige spanier Xavi skiftede fra Barcelona til Al-Sadd i 2015 og spillede de sidste fire af sin imponerende karriere i Qatar-klubben. Da han stoppede sin aktive karriere, blev han straks cheftræner i klubben.

Forinden havde Xavi brugt hele sit fodboldliv i Barcelona.

Han blev fra 1991 opfostret på Barcelonas akademi, inden han ramte førsteholdet og spillede 767 kampe storklubben.

Fire gange har han løftet Champions League-trofæet, og otte gange er han blevet spansk mester. Derudover har han med Spanien vundet VM én gang og EM to gange.