Det værste mareridt for Hjulmand
TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft ser nærmere på den skadessituation, som landsholdet og Kasper Hjulmand er havnet i.
Om præcis et år starter VM-slutrunden i Qatar.
Der er længe til, men ikke i spekulationernes verden. For hvad nu hvis? Det, der sker lige nu omkring landsholdet, sker forhåbentlig ikke om 365 dage. For så har Kasper Hjulmand et problem.
Lad den absurde tanke føre os videre til næste år. For omstændighederne kender ikke forskel på årstal. Det, der rammer fodboldens landshold i disse dage, ville være et mareridtsscenarie, hvis det var et VM-år.
Tiden er den samme - knap. VM-holdet 2022 har stort set ingen forberedelse, for FIFA tillader først en samling en uge før slutrunden. Det er som optakten til de to kvalifikationskampe i denne måned mod Færøerne og Skotland. Men en slutrunde er langt mere massiv, krævende og varende.
Spillere fra Hjulmands-stammen har meldt fra. Martin Braithwaite er langtidsvæk, Kasper Dolberg skal have sin diabetes under kontrol, Mikkel Damsgaard har været indlagt og er ude på ubestemt tid.
Flere fra offensiven er mødt op med manglende kamptræning - Andreas Skov Olsen, Jacob Bruun Larsen og Mohammed Daramy. Robert Skov fra ydercirklen i bruttotruppen er væk med skade, og yderligere kom der midlertidigt nej fra Pierre-Emile Højbjerg (skade) og Mathias Jensen (coronavirus).
Bortset fra Braithwaites frafald, der har været kendt længe, er de øvrige benspænd ret aktuelle. Og det er her, at koldsveden melder sig, når man tænker: hvis det her nu var november lige før VM.
Kampen om de ledige pladser
Derfor er denne landsholdssamling også en “generalprøve” på et muligt lignende scenarie for Kasper Hjulmand og staben. Det handler om nye impulser i de sædvanlige omgivelser. Det handler om at brede truppen ud, så tillægsmandaterne kan fungere, og det handler om de berømte relationer.
Landsholdets bruttoareal skal nødvendigvis udvides, og det er landstræneren i gang med. Hjulmand har ikke erstattet de “udeblevne” én til én, men han har givet helheden mere spændvidde. For han skal se, hvem og hvad der virker. Hjulmand er nødt til at kigge langt ud over “stammen”, hvis nu…
Nu er det her ikke 2022, men to kvalifikationskampe mod Færøerne og Skotland. To kampe, der skal fastholde landsholdets generelle momentum, det maksimale pointudbytte - og helst holde målet rent. Men også vise, hvem der strækker armen længst ud for en plads i VM-truppen.
For det bliver et interessant fokus fra nu af og et år frem. Kampen om de ledige pladser i VM-truppen. Der er ikke mange, for det synes klart, at Hjulmand har skabt sit naturlige fundament.
Han kan så bede til, at det holder, når VM går i gang - og ikke som nu, hvor problemerne har mast sig sammen.
Der er fuld koncentration og fokus på de to kommende kampe, men begrebet relationer kommer i et yderligere lys med den nødvendige berøring af bruttolisten. Det kan blive afgørende for VM-holdet, at der kan hentes ind fra den bænk, hvor der er plads til mange flere end de 23 oprindeligt tilmeldte.