Skadet Højbjerg misser landskamp
Pierre-Emile Højbjerg døjer med en skade, og han når derfor ikke at blive klar til kampen mod Færøerne på fredag.
Der er allerede sket flere ændringer i den oprindelige landsholdstrup, og tirsdag blev der skrevet endnu en ny udtagelse på listen.
Midtbane-profilen Pierre Emile-Højbjerg når ikke at blive sin skade kvit inden fredagens VM-kvalifikationskamp mod Færøerne.
Derfor er den tidligere Brøndby IF-spiller Jesper Lindstrøm kaldt ind i landsholdslejren frem mod de kommende kampe.
Det skriver det danske landshold på Twitter.
Pierre-Emile Højbjerg blev skadet i weekendens Premier League-kamp mod Everton efter at have modtaget en hård tackling af modstanderholdets Mason Holgate.
Holgate modtog et direkte rødt kort for episoden, og nu koster tacklingen desværre også mindst en kamp for danskeren. Landsholdet håber dog på, at den danske profil når at blive klar til mandagens kamp mod Skotland.
- Han har fået et gigantisk skrub, som tv-billederne også viser. Så han har været igennem undersøgelser, og indtil videre er vi optimistiske omkring, at han kan blive klar til Skotland-kampen. Det håber vi alle. Han skal have hvile, og så må vi se det an. Vi er optimistiske, siger landsholdlæge Morten Boesen til TV 2 SPORT.
Flere ændringer
Indkaldelsen af Jesper Lindstrøm er ikke den første, siden den oprindelige landsholdstrup blev meldt ud.
Så sent som mandag aften måtte FC Midtjylland-spilleren Pione Sisto træde til, fordi midtbanespilleren Mathias Jensen blev testet positiv for coronavirus.
Søndag meddelte DBU, at den tidligere FC Midtjylland-spiller Anders Dreyer var blevet udtaget som erstatning for Robert Skov, som lørdag pådrog sig en skade i baglåret i en kamp for Hoffenheim.
Og denne gang er det altså 21-årige Jesper Lindstrøm, der er efterudtaget. Han skiftede Brøndby ud med tyske Eintracht Frankfurt i sommer og står noteret for 11 A-landskampe i forvejen.
Danmark har på sin vis ikke noget at spille for i de kommende to kampe i VM-kvalifikationen, da kvalifikationen allerede er sikret.
Dog er der rangliste-point på spil, hvorfor landstræner Kasper Hjulmand har udtaget alle de store navne.