Fodbold

Efter nedtur fandt Dreyer sig selv i FCM

Anders Dreyer fik mod på et nyt udlandsophold i FC Midtjylland.

Det er ikke meget, Anders Dreyers forældre ser sønnike til aftensmad hjemme i Bramming disse dage.

Den vestjyske flødefod, der fredag kan få sin landsholdsdebut i et propfyldt Parken mod Færøerne, svinger ikke bare lige forbi, som han gjorde engang. Årsagen er da også logisk nok, for det kræver syv timer i et fly fra russiske Kazan, før han igen har dansk grund under fødderne.

I sommer blev han i transfervinduets krampetrækninger rykket østpå i en handel, der forgyldte ham selv og FC Midtjylland. Flere store præstationer i både Superligaen og under europæiske lamper skruede prisen op på den vævre kantspiller, der takkede ja til endnu et udlandseventyr.

Første forsøg foregik i den britiske havneby Brighton, hvor fish and chips er kongen, og selv om det ikke blev nogen succes, så var opholdet i England med til at give Dreyer mere mod på at tage på togt i Rusland.

Her har han da også allerede skabt sig lidt af et navn, især med et hattrick i sin debutkamp, og da Robert Skov meldte afbud, var landstræner Kasper Hjulmand så venlig at sende bud efter den unge offensivspiller.

Ikke noget dårligt opkald at få, lyder det fra Dreyer, der har spillet 30 U-landskampe, men altså aldrig har fået debut i de voksnes rækker.

- At være med landsholdet er noget af det største, som man kan opnå i sin karriere, siger Anders Dreyer.

Skulle finde sig selv

Selv om han i Superligaen har været en markant profil i de seneste sæsoner, så kom den hidsige start i Rusland en lille smule bag på ham.

- Jeg er overrasket over, hvor hurtigt jeg er gledet ind i det. Min tid i FC Midtjylland var vigtig for min fodboldkarriere, for jeg tog ud i en tidlig alder og slog ikke igennem, så jeg skulle finde mig selv, og det synes jeg, at jeg gjorde i FC Midtjylland. Derefter kom chancen for et nyt eventyr i udlandet, og det takkede jeg ja til.

- Jeg tror, at det har hjulpet mig til at være bedre forberedt end første gang. Man er selvfølgelig altid overrasket, når det spiller fra dag et, men Rubin Kazan har haft en god plan med mig, siger Anders Dreyer.

I Kazan er han dog ikke helt på egen hånd, da den tidligere AaB-spiller Oliver Abildgaard også slår sine folder i klubben. Det ændrer dog ikke på, at man lige skal vænne sig til alle de basale udfordringer, der følger med et skifte til russisk fodbold.

- Det er sgu meget fedt at bo i Rusland. Sproget og kulturen er de store forskelle. Jeg kom fra en lille by i Jylland uden mange mennesker, og nu er der over en million mennesker i byen, så det er selvfølgelig også en omvæltning.

- Du tager jo ikke bare lige hjem til mor og far og spiser aftensmad, når man er syv timer væk, så det skal man lige vænne sig til, lyder det fra Anders Dreyer.