Hjulmand indkalder Maxsø
Midterforsvareren Joachim Andersen må udgå af landsholdstruppen til fordel for Andreas Maxsø.
Kasper Hjulmand har måttet lave endnu en udskiftning i den danske landsholdstrup. Denne gang i forsvaret.
Ind kommer Brøndby-anfører Andreas Maxsø, som erstatter Joachim Andersen. Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.
Andersen mødte ind til landsholdssamlingen med en mindre skade, som han ikke når at blive kvit, inden Danmark skal i aktion fredag og mandag, lyder det. Derfor rejser han hjem.
Andreas Maxsø har en enkelt landskamp på cv'et. Han fik sin debut i november sidste år i en testkamp mod Sverige. Kasper Hjulmand efterudtog også Maxsø, da Danmark skulle spille tre landskamp i september.
Dengang kom han ikke på banen.
Danmark møder fredag Færøerne i Parken, mens Skotland venter på udebane mandag. Det er Danmarks to sidste kampe i VM-kvalifikationen.
Simon Kjær og co. har dog ikke noget at spille for. Førstepladsen i gruppen - og dermed billetten til VM i Qatar næste år - er allerede sikret.
Søndag blev en skadet Robert Skov erstattet med Anders Dreyer i landsholdstruppen, mens det mandag var Mathias Jensen, som blev hevet ud på grund af en positiv coronaprøve. Ind kom Pione Sisto.
Tirsdag kom det frem, at Pierre-Emile Højbjerg misser fredagens kamp mod Færøerne. Derfor er Jesper Lindstrøm blevet indkaldt. Det er endnu uvist, om Højberg også misser kampen mod Skotland.