Bliver Xavi en succes i FC Barcelona?
FC Barcelonas nye cheftræner, midtbanelegenden Xavi, er begyndt på genrejsningen af hjerteklubben fra en monumental krise.
På mit kontor ligger en småkrøllet avis fra 10. september 2014.
På forsiden ser man Pep Guardiola og Xavi, der taler med hinanden under overskriften: ”XAVI DIJO NO A PEP”.
Oversat fra spansk: ”Xavi sagde nej til Pep”.
Forsiden er fra den catalanske sportsavis Mundo Deportivo, som jeg har gemt som et minde, fra da jeg boede i Barcelona. Det var dengang Xavi var 34 år, anfører og i gang med det, der skulle vise sig at være klubikonets sidste sæson som spiller i FC Barcelona.
Rygterne var mange dengang. Hvor skulle Xavi fortsætte karrieren?
Avisen skrev, at Xavi afviste Guardiolas Bayern München, ligesom han havde afvist Louis van Gaals Manchester United, med begrundelsen, at han ikke ønskede at skifte til en rival til FC Barcelona.
For Xavi var og er klubbens mand. Det var han på banen indtil sin sidste kamp, nummer 767, for FC Barcelona – et svimlende kampantal ingen havde overgået i klubbens mere end 100 år lange historie, indtil Lionel Messi også føjede den rekord til sin bugnende samling i marts tidligere i år.
Gensynet med et ødelagt Barcelona
- Dette er ikke et farvel. Det er et på gensyn, sagde Xavi, da han tog afsked med FC Barcelona efter 17 sæsoner på førsteholdet og i alt 24 år i klubben, siden han begyndte som U12-spiller i sæsonen 1991/1992.
Midtbanestrategens afskedstale på Camp Nou i maj 2015 var tårevædet, og den blev leveret på et græstæppe af konfetti fra fejringen af det spanske mesterskab, der blev toppet to uger senere med triumfen i Champions League med en sejr på 3-1 i finalen mod Juventus.
Siden da har FC Barcelona ikke vundet Champions League - til gengæld er den catalanske gigant blevet ydmyget mere end én gang. Xavis tilbagevenden til FC Barcelona er blevet til et gensyn med en klub, der kan være svær at genkende på de seks og et halvt år, der er gået.
Den store spanske avis El País leverede den dystopiske overskrift: ”Xavi overtager tøjlerne til et ødelagt Barcelona”.
- Jeg vender hjem, men jeg ved, at det bliver svært. Som organisation gennemgår vi en svær tid økonomisk og fodboldmæssigt, sagde Xavi ærligt til sin præsentation som Barcelona-træner.
Gælden er i omegnen af ti milliarder danske kroner, alle tiders mest scorende FC Barcelona-spiller, Lionel Messi, rejste i sommer til Paris, og FC Barcelona indtager en 9.-plads i LaLiga knap en tredjedel inde i sæsonen.
Spørgsmålet er nu, om Xavi er manden, der kan genrejse FC Barcelona fra den monumentale krise?
Da jeg spurgte på Twitter, var holdningen delt stort set lige på midten blandt de 382, der afgav deres stemmer.
Splittelsen i afstemningen repræsenterer også meget godt tankerne i mit hoved. Udfordringerne er i hvert fald umulige at overse.
Men jeg hylder valget af Xavi, da det kan blive en udsøgt fodboldromantisk eventyrhistorie om en klublegende, der vender hjem som en form for frelser, og fordi jeg er vildt nysgerrig på, om en af de mest begavede boldspillere i verden også kan begå sig på højeste niveau i sin trænergerning, som vi har set det med Zinedine Zidane eller Pep Guardiola.
Mikkel Davidsen svarede på spørgsmålet med optimisme, men han stillede også to gode modspørgsmål.
Succes i Qatar
Lad os begynde med det sidste: Trænerkompetencerne.
Efter afskeden med FC Barcelona tog Xavi til Qatar og spillede for Al Sadd indtil 2019. Herefter var han Doha-klubbens cheftræner i to sæsoner, hvor det blev til et mesterskab, pokaltitler samt en semifinale i den asiatiske udgave af Champions League.
Ja, det er da meget flot, men det er selvsagt svært at konkludere, hvor overførbart det er til den catalanske gigant, hvor presset, opmærksomheden og konkurrencen utvivlsomt er større.
Xavi har flere gange udtalt, hvor glad han og familien har været for at bo i Qatar. Det har nok været et sundt afbræk væk fra det de store projektørlamper, hvor ’fodboldnørden’, som han også bliver beskrevet, har kunne tænke store tanker i ørkenen og gøre sig klar til jobbet som Barcelona-træner. Der har aldrig været tvivl om, at Xavi skulle overtage trænersædet i Barcelona - det har egentlig kun handlet om hvornår.
Tirsdag trådte Xavi Hernández så tilbage i spotlyset som cheftræner i FC Barcelona, da han klokken 8.35 mødte ind på klubbens træningsanlæg, Ciutat Esportiva. Præsident Joan Laporta præsenterede trænerteamet for spillerne.
Xavi fortalte i en tale, at spillerne skal tro på sig selv, men gjorde det ifølge de spanske medier også klart, at Barcelonas føring på 3-0 i weekenden mod Celta Vigo aldrig må føre til uafgjort i en klub som FC Barcelona.
Klokken 11 trådte Xavi ud på græsplænen iført et par gode gamle Copa Mundial-støvler i spidsen for kun seks førsteholdsspillere: Reservemålmændene Iñaki Peña og Neto, forsvarsspillerne Óscar Mingueza og Samuel Umtiti samt midtbanespilleren Riqui Puig og angriberen Luuk de Jong. En begrænset flok, da størstedelen af FC Barcelona-truppen enten er på landsholdsopgaver eller på skadeslisten.
Netop skaderne er et fokuspunkt for Xavi, der har taget en stor del af sin trænerstab med fra Doha. Xavi er også i gang med at omstrukturere resten af sit team i Barcelona, hvor han har afskediget flere fysioterapeuter og fysiske trænere. En manøvre avisen Marca beskrev som ’chokerende’.
I stedet har Xavi blandt andet genansat fysioterapeuten Jaume Munill, der i to sæsoner var omplaceret til futsal-holdet, men tidligere er blevet beskrevet som en af Xavis ’betroede’ folk, da han havde et godt forhold til Xavi, som han arbejdede sammen med under Guardiola-tiden. Derudover er årsagen ifølge Mundo Deportivo også, at Xavi vil forsøge at ændre på den kritiske situation i sundhedsstaben, hvor Barcelona siden sæsonstarten har haft 20 skader.
En bedre behandling og skadesforebyggelse kan være en af nøglerne, hvis Xavi skal have succes – især når Barcelonas økonomi tvinger staben til at få det maksimale ud af det nuværende hold.
Den kontante Xavi
Den nye Barcelona-træner var også hurtig til at udtale, at den nærmest altid skaderamte Ousmane Dembélé kan blive ’den bedste spiller i verden på sin position’ – men at det også kræver bedre træning og større krav til spillerne generelt.
Det forudsigelige var, at Xavi ville tale om at genvinde Barcelonas spillestil, om Barcelona DNA’et, som han selv er et symbol på, men det overraskende, det ’som næsten ingen havde regnet med’, har været hans kontante udtalelser om kulturen i et omklædningsrum, hvor der skal sættes nye standarder.
- Det handler ikke om at være hård, men om at have regler. Det gælder i virksomheder og klubber. Da vi havde regler i omklædningsrummet, gik det godt. Og da vi ikke havde regler, gik det dårligt. Det er klart. Regler er til for at blive overholdt. Det er ikke disciplin. Det er orden, sagde Xavi til sin præsentation med reference til sin egen tid som aktiv.
Xavis indsatsområder bliver beskrevet med blandt andet udvidet mødetid med fælles morgenmad før træning, bødestraf for forsinkelser, forbud mod risikoaktiviteter og større fokus på individuelle øvelser til skadeforebyggelse.
Ligesom på banen skyder den gamle Barcelona-kaptajn brystet frem og dikterer, og i Catalonien bliver han beskrevet som en træner, der allerede nu demonstrerer sin autoritet som træner.
Hvad er succeskriteriet?
Det andet spørgsmål var, om Xavi ville få den nødvendige tid og tålmodighed fra omgivelserne. Det peger flere i kommentarerne til afstemningen også på som en essentiel faktor for succes.
Tålmodigheden tror jeg også på som en nøgle til succes, da problemerne i Barcelona lige nu er som en spændetrøje, der gør det stærkt usandsynligt at række ud efter både mesterskab og Champions League-titel. Men hvad er så målestokken for Xavis succes? Når vi taler resultater, tror jeg ikke på, at Xavi kan gå i en årrække uden at vinde titler. Det er Barcelona for stor en klub til, og det ved Xavi bedre end nogen anden.
- Barcelona er den største klub i verden. Barcelona kan ikke acceptere uafgjort eller nederlag. Vi skal vinde alle kampe, lød det fra Xavi, da han blev præsenteret og tiljublet på Camp Nou foran 9.422 fremmødte fans.
Men én ting er, hvad man gerne vil udstråle og signalværdien i at kalde Barcelona for den største klub i verden, selv om den er milevidt fra at være den bedste. Noget andet er, hvad der er realistisk at forvente, når Xavi har overtaget et Barcelona-hold, der er i gang med et generationsskifte uden økonomien til at købe verdensstjerner.
Og her synes jeg, at Jacob Winneche har en god pointe i sin kommentar.
Realitetstjek giver Xavi mere tid
For selvforståelsen har lidt et knæk de seneste år.
Vi skal ikke længere tilbage end januar 2020, hvor FC Barcelona fyrede Ernesto Valverde til trods for, at Barcelona lå nr. 1 i ligaen, var videre til ottendedelsfinalerne i Champions League og med Valverde som træner havde vundet LaLiga to sæsoner i streg samt en pokaltitel i 2018. Og ja, Valverde havde også Lionel Messi, en (for) pragmatisk spillestil og nogle ydmygende exits fra Europa mod AS Roma og Liverpool.
Men hvad ville Barcelona ikke give for de resultater i dag? Hvis de ellers havde haft penge…
Derfor bliver Xavis resultater – og dermed succes - også vurderet ud fra et andet udgangspunkt. Nu er FC Barcelona en klub, der taber til de store hold (får tæsk af Bayern München) og ofte bliver drillet af de små hold som Cádiz, Rayo Vallecano og Alavés. Realitetstjekket køber Xavi mere tid, og det øger dermed også spanierens mulighed for succes.
Det resultatmæssige succesparameter er på den korte bane uden tvivl avancement fra gruppespillet i Champions League, hvor Barcelona i øjeblikket ligger til at gå videre via andenpladsen forud for de sidste to gruppekampe, mens det i LaLiga bør være inden for rimelighedens grænser at stræbe efter en placering i Top 4 (som man er seks point fra lige nu), som udløser adgang til Champions League og de mange penge, som er fundamentale for FC Barcelonas konkurrencedygtighed med de bedste i verden.
Jeg tror dog ikke nødvendigvis, at Xavi bliver fyret, hvis Barcelona slutter uden for Top 4, hvilket i øvrigt ikke er sket siden 2003. For Barcelona lever i en ny virkelighed, og det hele skal ses i et større billede. Og tålmodigheden med Xavi vil være større end med forgængerne Ronald Koeman og Quique Sétien.
Flere har i deres kommentarer peget på udviklingen af spillestilen og de unge, og det er også kardinalpunktet i Xavis nye virke. Hvis han lykkes med den del, vil han også lykkes som Barcelona-træner. Talentet er i hvert fald uomtvisteligt hos spillere som Ansu Fati, Pedri og Gavi.
Det kan godt være, at Xavi tilbage i 2014 sagde nej til Pep. Nu har Xavi sagt ja til at gå i fodsporene på ham, en af de største trænere i fodboldverdenen, der overtog Barcelona efter kun at have været B-holdstræner forinden og som i 2009 slog rekord og vandt seks titler med klubben på et kalenderår.
- At blive sammenlignet med Pep er allerede en succes, udtalte Xavi til sin præsentation.
Det kommer Xavi selvfølgelig ikke til. Heller ikke næste år eller året efter. Men mindre kan også gøre det i den nuværende situation.
Én dimension, Xavi allerede har forløst, er håbet om bedre tider i Barcelona. Til Ronald Koemans sidste hjemmekamp i spidsen for FC Barcelona, 1-1-opgøret mod Alavés 30. oktober, var der kun 37.278 tilskuere på Camp Nou – klubbens laveste tilskuertal i LaLiga i 20 år.
Til Xavis første kamp som FC Barcelona-træner forventer man det dobbelte, når FC Barcelona på hjemmebane møder Espanyol i det catalanske derby.
Jeg glæder mig til at følge legendens forsøg på genrejsningen af sin hjerteklub og til at se, hvem der får ret i spørgsmålet om hans succes.