Fodbold

Hjulmand ændrer på truppen igen

Mikael Uhre, Jens Stage og Alexander Bah kommer alle med i truppen mod Skotland.

Der er efterhånden en del nye navne i Kasper Hjulmands trup til VM-kvalifikationskampen mod Skotland på mandag.

Seneste skud på stammer er backen Alexander Bah, der afløser en skadet Jonas Wind. Angriberen er blevet ramt af en mindre muskelskade.

Tidligere lørdag blev det meldt ud, at hverken Jesper Lindstrøm og Mohamed Daramy er med.

Landstræner Kasper Hjulmand har nemlig sendt begge spillere på U21-landsholdet og erstattet dem med superligaprofilerne Mikael Uhre og Jens Stage.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union på Twitter. Også Christian Nørgaard, der har karantæne til kampen i Skotland, forlader lejren.

Jesper Lindstrøm og Mohamed Daramy slutter sig til U21-landsholdet, der tirsdag møder Tyrkiet i EM-kvalifikationen, og her forventer Hjulmand, at de kommer i aktion.

- Daramy og 'Jobbe' var ikke tiltænkt en startplads i Skotland, mens der er en fantastisk vigtig U21-landskamp mod Tyrkiet. Vi har 23 spillere i det her efterår, som tidligere har spillet U21-slutrunder. Det er fantastisk godt for en spillers udvikling. Og vi skal vi helst vinde i Tyrkiet, siger Kasper Hjulmand til TV 2 SPORT.

Mål i Uhre og Stages støvler

Det er to målfarlige herrer, der slutter sig til landsholdet.

Mikael Uhre fører topscorerlisten an med otte mål, efter at han i sidste sæson sluttede øverst på samme liste med 19 træffere.

Også Jens Stage er i forrygende målform, ikke mindst når man tager hans midtbaneposition i betragtning. Han har scoret fem mål i denne superligasæson samt fire mål i FCK's europæiske kampe.

For begge spillere vil der være tale om debut på A-landsholdet, hvis de får spilletid i Glasgow mandag.

Stage har tidligere spillet seks kampe på U21-landsholdet, som Uhre har repræsenteret ved en enkelt lejlighed. Uhre fik desuden to uofficielle landskampe for ligalandsholdet i 2018.