Fodbold

Et vanvittigt år for Hjulmand fik måske en brugbar afslutning

Flemming Toft ser nærmere på landsholdsåret, der sluttede mandag aften.

Hertil - og ikke længere.

Et vanvittigt år for Kasper Hjulmand og landsholdet satte punktum på legendariske Hampden Park. Efter en sværm af resultater på plussiden lagde de veloplagte skotter den danske eufori til ro.

Ærgerligt, men ikke livstruende for en samling i fremmarch.

2021 går over i den fodboldsociale historie. For det her har været meget mere end en samling flotte resultater. En antologi om et fællesskab mellem dem på tribunen og dem på græsset. Koblet op på baggrund af pandemiens tomhed, der holdt os ude, indtil køen blev rekonstrueret og gav plads på stadion.

Vi smagte sejrens sødme og mærkede den stoiske ro - for Hjulmand gav os alle troen.

Jeg glemmer aldrig - og jeg mener aldrig - den stemning, der prægede de minutter

Flemming Toft om Eriksen-dramaet

Det længe ventede EM fjernede endeligt restriktionerne og gjorde, at nu kom vi ud, nu måtte vi juble og græde, nu måtte vi aktivt deltage, ingen begrænsninger.

Det gav en sommer, der aldrig vender tilbage.

En følelsesladet potens

Christian Eriksens kollaps gav fællesskabet en følelsesladet potens, hvor vi trods påbud om afstand rykkede tættere sammen. Vi på plastiksæderne følte som spillerne i jordhøjde - at den spontane sindsstemning var en slags fællesnævner.

Vi var ikke længere sammen hver for sig.

Kasper Hjulmand, som den udsøgte leder han er, viste, at døren ind til de ægte følelser ikke var hermetisk tillukket. Det blev et nationalt output, som spillerne fulgte op. Fordi de ikke kunne lade være.

Og pludselig var der ledige pladser til menneskene bag facaden.

Jeg glemmer aldrig - og jeg mener aldrig - den stemning, der prægede de minutter, der syntes trukket ud som timer omkring Eriksen-dramaet. Heller ikke den måde, tilskuerne og spillerne mødtes på senere, da Parken fjernede lydmurens begrænsninger.

Det står stærkt, at gåsehuden har nægtet at forlade kroppen. Det var så grufuldt - og stærkt - i sin fortælling om den menneskelige skrøbelighed, og det der fulgte som en smutvej til livets glæder.

Han er blevet folkets eje

Flemming Toft om Joakim Mæhle

Selvfølgelig kan ingen bevise, at det var her, den fælles kærlighed til spillet og dets mange profiler fandt den direkte forbindelse, men det var her fra det tog fart.

Danmark har fået nye darlings

Vi fik en EM-semifinale og efterfølgende en vild VM-kvalifikation med 9 sejre i 10 kampe, 30-3 i målscore, fester uden bagkant i Parken, et landshold med mange kvaliteter og et bundt nye “darlings” på og uden for banen.

For godt et år siden trådte Joakim Mæhle ind på landsholdsscenen og har profileret sig på en helt usædvanlig måde - ikke alene fast mand fra start, men en upåvirket profil, hvis ben stadig er plantet i Østervrå.

Han er ikke på fornavn med hr. og fru Danmark, for de synger bare “Mæhle”. Han er blevet folkets eje.

Mikkel Damsgaard kom ind og bed sig mere fast på landsholdet end hos Sampdoria, fordi Hjulmand vidste, hvad der var godt for Damsgaard og holdet.

Han sprudlede med sin høje tekniske begavelse og sin evne til at se og læse fodbold, før tingene sker.

Andreas Skov Olsen har også fået sit gennembrud i dette år, hvor manglende spilletid i Bologna har bekymret Hjulmand på længere sigt (2022), men lige nu er hans startplads ikke i fare, fordi han kan noget, ikke ret mange andre kan - udfordre med fart.

Christian Nørgaard tog fat og udviklede sit spil i Brentford, og Hjulmand har ham langt fremme i ærmet til den danske midtbane, fordi Nørgaard er blev en ansvarlig og fornuftig balancespiller.

De fire mest markante gennembrud i 2021 og læg så dertil, at landsholdet har centrale forsvarsspillere i europæisk topklasse med kaptajnen Simon Kjær, der er i sit livs form og markerer sig ustandselig med og uden armbind. Og klassespillere med tyngde og erfaring i Thomas Delaney og Pierre-Emile Højbjerg i midtbaneregi, rutine hos Daniel Wass og Jens Stryger, som er fleksible til Hjulmands brug.

I det hele taget er fleksibiliteten et nøgleord.

Et landshold - uden Eriksen - der gav os så meget i 2021, at vi gør nederlaget til Skotland til et øjebliksbillede, men uden at fastfryse det

Flemming Toft

Og så en række spillere, der er brutto-brugbare, men skal optimere. Næsten 50 spillere har Hjulmand brugt, siden han startede. Sorteringen er i gang. Det ligner 17-19 “sikre” til VM-afgang, døren er på klem, for tallet skal op på 23.

Skuffende aften i Glasgow, men…

Det var skuffende i Glasgow, ikke kun cifrene 0-2, men ikke alarmerende.

Dog er det en forudsætning for yderligere dansk, international succes, at spillerne individuelt forbedrer sig og dermed får kontinuerlig spilletid i deres respektive klubber - og at der bliver fundet en formel for offensiv succes. Det er en mangelvare.

Kasper Hjulmand vil bruge foråret og den marts-samling, der nok bliver henlagt til det sydlige Europa, og som han håber får en testkamp mod en af de helt store nationer - Spanien for eksempel - til at endevende de steder, der kan og bør forbedres og optimeres.

Lur mig, om ikke han gør truppen VM-klar i foråret og op til den sidste store test, Nations League-puljekampene i juni.

Et landshold - uden Eriksen - der gav os så meget i 2021, at vi gør nederlaget til Skotland til et øjebliksbillede, men uden at fastfryse det.

Der skal evalueres, og det bliver der i minutiøs grad. Og på den baggrund skal tabet på Hampden Park bruges til at komme videre, for selvom euforien stadig er i og omkring landsholdet og i fodboldbefolkningen, så er det her måske et brugbart stop-op.

Hvor det ikke bliver nedgjort, men hvor det handler om andet end den fortløbende succes. Nemlig at få mere succes.